minbaad.dk
onsdag 21. november

- Udstyret, der sender nødsignaler, fungerede upåklageligt, og i løbet af en halv time blev vi spottet af den første redningshelikopter, fortæller skipper Henrik Grønborg til Århus Stiftstidende. Her samles besætningen op. Foto: Kustwacht Nederland

Besætningen på sunkne Svartlöga havde trænet i redning

Mandskabet på den ombyggede svenske minestryger, der gik til bunds i weekenden i Den Engelske Kanal, vidste, hvad de skulle gøre, da skibet væltede.

Kort Nyt | 27-08-2018 12:56 | Af  Troels Lykke

En fattet men ærgerlig skipper på det århusianske sejlskib Svartlöga, Henrik Grønborg, venter på at komme hjem fra Holland sammen med sin besætning. 

Deres fartøj var et af de markante skibe på Træskibshavnen i Aarhus, en ombygget svensk minestryger, men som bekendt gik skibet på dramatisk vis til bunds i Den Engelske Kanal i weekenden.

Da skibet forliste mistede sejlerne alle deres ejendele, så nu må Udenrigsministeriet skaffe rejsehjemmel til besætningen.

Ramt af forkert vind

Skipper Henrik Grønborg og hans 10-mands besætning blev ramt af en forkert vind, og det betød, at skibet lagde sig om på siden for kort tid efter at synke til bunds.

Til Århus Stiftstidende forklarer Henrik Grønborg.

- Vi har trænet redningssituationer på ture i Danmark på forhånd, så mine folk ombord, der alle er rutinerede sejlere, vidste, hvad de skulle gøre, da skibet væltede. Vi fik hurtigt udløst redningsflåden, og på kort tid kom alle folk ombord i den. Udstyret, der sender nødsignaler, fungerede upåklageligt, og i løbet af en halv time blev vi spottet af den første redningshelikopter. Derefter gik der ikke lang tid, inden vi befandt os på et af de skibe, der var sejlet ud for at redde os, fortæller Henrik Grønborg til Århus Stiftstidende.

Mistede pas, penge og kreditkort

Han opholder sig stadigvæk på et hotel i Holland sammen med sin besætning.

Gruppen, som vil følges hjem, forventer at komme med i en minibus, når papirerne er kommet i orden.

Sejlerne mistede, pas, penge og kreditkort, og de nåede heller ikke at få ekstra tøj med.

14 togter var planlagt

Turen med den gamle svenske minestryger - bygget i 1964 - var planlagt til at være opdelt i 14 togter, hvor der blandt andet skulle lægges til ved Lissabon, Tobago, Havanna, New York, Nuuk og Edinburgh, inden hun efter planen skulle stævne ind i Aarhus 21. oktober 2019.

Nu ligger det 24 meter lange skib på bunden af Den Engelske Kanal.

Kilde: Århus Stiftstidende

Billedet fra den hollandske redningstjeneste. Danskernes redningsflåde er den orange prik i i midten af billedet. Foto: KNRM

Bookmark and Share




FLERE NYHEDER


SEJLKLUBBER OG KLASSER

Få nyheder og deltag i konkurrencer

Besøg os på facebook


MORTEN LORENZEN TAGER ORDET