Gå til hoved-indhold
Kapsejlads
Blot 18 fod bliver de mindste både i dette års Silverrudder. Den største klasse bliver samtidig X-Yachts, der med 60 både udgør 14 % af det samlede felt. Foto: Nicolajsen Fotografi

Nye tilbud til solosejlerne sænkede tilmeldingen til Silverrudder - men sejladsen er stadig unik

Seks døgn skulle der gå, inden verdens største singlehand-sejlads, Silverrudder, kunne melde alt udsolgt. En deltagerliste, der udelukkende består af solosejlere, er med til fortsat at gøre sejladsen ekstraordinær. 60 procent af de tilmeldte er fra Tyskland.

Af Sara Sulkjær |

One Star Challenge, Vegvisir Race og 100 mil i Fjorden. Shorthand-bølgen er skyllet i land i Danmark, hvor solosejlere i øjeblikket kan svømme i nye kapsejladstilbud fra øst til vest.

En positiv udvikling for sejlsporten, der har endnu mere at byde sejlere på tværs af interesser og deres geografiske placering, mens de enkelte sejladser derimod må kæmpe yderligere for deltagerne.

Det blev tydeligt i solosejladsen Silverrudder, der efter seks døgn lørdag kunne melde samtlige 450 startnumre udsolgt - i 2018 forsvandt numrene på blot 38 minutter.

DNA'et skal bære Silverrudder

Selvom arrangørerne til det sidste nøje fulgte tilmeldingerne, blev søvnløse nætter og nervøs hjertebanken aldrig et problem for sejladsledelsen. Tværtimod er glæden stor hos de frivillige i Svendborg, der er beærede over for ottende gang at kunne lokke sejlere fra fjorten forskellige nationer på startlinjen:

- Silverrudder er unik i og med, at det er en ren singlehandsejlads. Den er ikke blandet med doublehandsejlerne, som de øvrige kapsejladser er det, og sejles samtidig helt uden DH-mål. For os handler det blot om at holde fast i DNA'et: Det skal være simpelt, sjovt og sikkert, understreger stævneleder, Ole Ingemann Nielsen.  

En smuk placering i Svendborg med Det Sydfynske Øhav samt de to bælter i baghaven gør bestemt ikke Silverrudders berettigelse mindre:

- Det er en fantatisk sejlads rundt om øen, der udfordrer og stiller store krav til deltageren. Man skal være vågen, men det sker samtidig i et beskyttet farvand, forklarer Ingemann til Minbaad.dk.

Tyskere hænger polo på væggen

Placeringen er ikke mindst ideel for de tyske solosejlere, der i den grad har taget Silverrudder-konceptet til sig. Hele 273 sejlere, svarende til 60 procent af de tilmeldte, er fra nabolandet: 

- Silverrudder er virkelig stort i Tyskland. Finisher-poloen er blevet et ikon og er mere værd end de røde bukser efter et Atlanterhavskryds. Flere sejlere har hængt trøjen op på væggen, fortæller stævnelederen begejstret. 

Hvor mange af deltagerne, der kan føje endnu en finisher-polo til samlingen, vil vise sig, når Silverrudder sejles den 20.-22. september.

Har du endnu ikke sikret dig et startnummer, bliver det muligt at gøre et nyt forsøg før sommerferien, når de frameldtes startnumre sættes til salg. Følg med på Silverrudders hjemmeside for det præcise tidspunkt for salget her.

content-loader
content-loader
content-loader