Gå til hoved-indhold
Store både
Eleverne befandt sig på MHV 904 Lyø. Foto: Marinehjemmeværnet / Facebook

Kursus blev til virkelighed for 22 dæksgastelever ved Thurø

Et VHF-opkald onsdag aften betød, at eleverne pludselig befandt sig i centrum af en eftersøgning med deltagelse af en redningshelikopter. Aktionen blev senere afblæst.

Af Sara Sulkjær |

22 elever på dæksgastuddannelsen fik torsdag aften et uventet træningspas under deres blot ni dage lange uddannelse.

Mens aspiranterne havde vendt stævnen mod land efter dagens kursus omkring Fyn, lød meldingen om en mulig observation af nødraketter mellem Thurø og Langeland på VHF'ens kanal 16. 

Leder af eftersøgningen

Et område, der ikke lå langt fra Marinehjemmeværnets udsendte, som straks satte kursen mod området. 

Herfra blev de af Forsvarets Joint Rescue Coordination Centre (JRCC) officielt udpeget som leder af eftersøgningen til vands. En eftersøgning, der fik deltagelse af flere andre fartøjer samt en redningshelikopter, men som efter flere timers intens søgen blev afblæst:

- Der blev ikke fundet tegn på en søulykke, skriver Søværnet således i sin døgnrapport.

Elever klarede opgaven

Dermed kunne elever og instruktører for anden gang sætte kurs mod Svendborg Havn - denne gang uden at blive afbrudt af et nødopkald på VHF-radioen:

- De har oplevet, hvordan man det ene øjeblik er på vej i havn, og det næste øjeblik er på vej ud til en eftersøgning – og de har klaret det rigtigt fint. De har blandt andet virkelig trænet at holde udkig, fortæller fartøjsfører Jens Berg til Marinehjemmeværnet.

Kilde: Hjemmeværnet

content-loader
content-loader
content-loader