Kæmpe VM i 29'er kommer til Aarhus i 2021
I 2021 bliver Smilets By vært ved 29'er-klassens verdensmesterskab, ligesom det var tilfældet i 2013. Det er en stor cadeau til Aarhus som sejlsportsby, lyder det fra Sailing Aarhus-direktør Jon Koch Hansen, der sammen med foreningsmedlemsklubber får roret ved mesterskabet.
Det er ikke mere end et år siden at Aarhus var vært ved Hempel Sailing World Championship, men allerede nu er det offentliggjort at Aarhus skal være vært for endnu et stort sejlsportsmesterskab, nemlig verdensmesterskabet i 29'er i 2021.
- Vi er enormt stolte over at kunne lokke endnu et VM til Aarhus, fortæller Sailing Aarhus-direktør Jon Koch Hansen og uddyber:
- Det bekræfter endnu en gang, hvor dygtige vi er i vores by til at afvikle internationale sejlsportsevents. Det bliver utroligt spændende at få besøg af 29'er sejlerne, og vi forventer sejlere fra over 25 nationer til det kommende VM i 2021.
Vil udvikle sejlsporten i Aarhus
VM for 29'erne blev afholdt i Aarhus i 2013, og nu har den internationale klasse altså valgt at vende tilbage.
- Meget er sket siden 2013, og vi lægger bestemt ikke skjul på, at vi er glade for at se 29'er-klassen tilbage i Aarhus. For det første har vi opdateret rammerne om verdensmesterskabet, som skal afholdes i Aarhus Internationale Sejlsportscenter, og for det andet har vi et meget stærkt 29'er-miljø i Aarhus. Det passer derfor glimrende ind i vores strategi om at udvikle sejlsporten i Aarhus, fortæller Jon Koch Hansen.
Der er endnu ikke sat en endelig dato for, hvornår i 2021 verdensmesterskabet løber af stablen, men det forventes, at over 200 besætninger på tværs af mere end 25 nationer vil stille til start i Aarhus. I samme ombæring melder 29'er-klassen ud, at europamesterskabet vil foregå i spanske Valencia.