Tom Bøjland slutter 8'er ved A-Cat-stævne på Gardasøen
De danske A-Cat-sejlere har i weekenden deltaget i forskellige stævner rundt omkring i Europa. Tom Bøjland fra KDY deltog som eneste dansker ved stævne på Gardasøen, og sluttede på en 8. plads i et stærkt felt, hvor farten når op på 20+ knob.
På Gardasøen havde en enkelt dansk båd kombineret nogle dages F18-træning før VM i juli med European Spring Championship for A-Cat.
Tom Bøjland fra KDY har i vinteren opgraderet med de seneste nye foils og rorkontrol-systemer, og fik i løbet af stævnet tingene til at fungere og endte som 8 i det 44 både store felt, der talte en stor del af den europæiske elite, heriblandt verdensmestre i både A-Cat og F18.
Mestrer teknikken
Mischa Hemskeerk fra Holland sejrede ganske suverænt med den regerende verdensmester i F18, græske Konstantin Trigonis på andenpladsen.
Specielt upwind-foiling er nøglen, og når man mestrer teknikken, stiger krydsfarten fra 10-12 knob til 20+ knob, en forskel der kan mærkes.
Næste stævne er i den kommende weekend, hvor der sejles Danish Open i Kerteminde.