Gå til hoved-indhold
Kapsejlads
Det er muligt at sejle både single- og double-handed i sejladsen, ligesom deltagende både med fuld besætning naturligvis er velkomne. Foto: Sjælland Rundt
Kapsejlads
Sjælland Rundt bliver Swan 60'erens første sejlads i dansk farvand. Foto: Sjælland Rundt

Stævneleder: Folk er færdige med golf – nu vil de sejle Sjælland Rundt

Golf-epidemien har lagt sig, hvilket mærkes i Sjælland Rundt, hvor knap 100 både tre uger før start er skrevet på deltagerlisten. En Swan 60 er blandt andet på vej fra Mallorca, ligesom Hella Joof ifølge rygte deltager som gast. Start 27. juni.

Af Sara Sulkjær |

Køllerne svinges ikke nær så hyppigt som førhen på landets græsgrønne golfbaner. Noget, der atter har givet Sjælland Rundt vind i sejlene, mener stævneleder for eventen, Michael Frank Hansen:

- Folk har efterhånden spillet nok golf og synes, at Sjælland Rundt er en sjov sejlads. Når man kommer hjem, er man så træt, at man siger ’aldrig mere’, men hurtigt kommer man til at savne den og vender alligevel tilbage, fortæller han til Minbaad.dk.

Over 100 både har her præcis tre uger før starten meldt deres ankomst i Helsingør. Få år tilbage lå det tal langt lavere, da blot omkring 60 både skrev sig på deltagerlisten.

Swan 60 kæmper mod uret

Det er ikke blot den almene tursejler, der i 2019 har sat golfkøllen i skabet og vendt stævnen mod startlinjen på Øresund. 

Fra spanske Mallorca vil en hurtig Swan 60, der netop er solgt til en dansk ejermand, blandt andet forsøge at nå startskuddet den 27. juni.

22 dage har besætningen til at nå Sjælland, efter at de i går, den 5. juni, efter planen skulle kaste fortøjningerne på ferieøen.

Også en større svensk kapsejler skulle være på vej, ligesom Mads ’Blæreræv’ Christensen og Mads Christensen fra OneSails allerede har meldt deres ankomst i blærerøvens Knierim 48. 

De to sejlere får sågar, ifølge stævneleder Hansen, måske selskab af Hella Joof, der netop har krydset Atlanterhavet i Kanal 5-programmet ’Over Atlanten’.

Ikke for kyllinger

21 dage og flere tusinde sømil brugte skuespilleren sammen med fem andre kendte danskere dengang på at krydse oceanet. 

En noget kortere distance venter om muligt Joof i Sjælland Rundt – også selvom sejladsens længde på mellem 200 og 300 sømil, alt afhængig af banevalget, er blandt de længste i dansk farvand:

- Sejladsen er næsten dobbelt så langt som en Fyn rundt, så det er en anden udfordring. Det er ikke for kyllinger, men rigtige sejlere sejler Sjælland Rundt, understreger Michael Frank Hansen.

En betegnelse, som omkring 110 bådejere i starten af juni kunne skrive sig ind under. Op mod 160 både, der ligeledes udgjorde 2018-feltet, forventer arrangørerne dog at se i Helsingør i den sidste weekend i juni.

Det er muligt at tilmelde sig distancesejladsen frem til den 20. juni her.

content-loader
content-loader
content-loader