Syv praktiske råd inden sejlads i Polen
Sejlere, der overvejer at vende stævnen mod det prisvenlige Polen, vil sandsynligvis opleve at blive overrasket på godt og ondt undervejs. Det samme blev Jens Krogsmose og Anette Pedersen, der derfor giver anvendelige guidelines inden sommertogtet.
Mens hylderne tilsyneladende er spækket med interessante og detaljerede bøger om sejlads i vores svenske nabo-skærgård, er det i bibliotekets database langt vanskeligere at finde nyttige oplysninger om feriesejlads i Polen.
En destination, der først de senere år for alvor har formået at lokke udenlandske turister – og dermed også sejlere – ombord.
Da kæresteparret Jens Krogsmose og Anette Pedersen i maj kastede sig over landet med det blakkede ry, var det således med sommerfugle flagrende i maven og en begrænset viden om de reelle forhold i det ofte omdiskuterede EU-land.
Herunder giver de fynske SunCoast 42-ejere derfor syv råd til kommende Polen-sejlere, som de gerne havde kendt til inden afgang:
1. Medbring egen haveslange
- I langt de fleste havne kobler du din egen haveslange på. Spørger du havnefogeden, er det selvfølgelig muligt at låne én, men det er langt lettere at medbringe sin egen.
2. Løb ikke tør for gas
- De har et andet system i Polen, hvor der anvendes gevind-ventiler i stedet for vores klik-ventiler. Vi måtte derfor opgive at skifte vores flaske, da vi løb tør, så sørg for at have nok gas ombord, hvis du ikke vil spise ude hver aften.
3. Vær opmærksom på din dybgang
- Stikker du over 1,6 meter, må du være klar over, at visse havne i de indre farvande ikke kan anløbes. Det var netop, hvad vi gjorde, og her måtte vi netop se bort fra flere havne, ligesom vi var ekstra opmærksomme på dybden i render og lignende. Sejler du langs havkysten, er det næppe noget problem.
4. Bosman
- Selvom rygtet siger, at engelsk er en mangelvare i landet, viste det sig langt fra at være tilfældet. En enkelt glose, ’bosman’, der betyder havnefoged, har vi dog haft glæde af at kende, særligt i de mindre byer.
5. Søkort
- De fleste elektroniske søkort, som anvendes i Danmark, dækker det såkaldte Baltic Sea-område. Et område, som kun omfatter dele af Polen. Tjek derfor dine kort, inden du tager afsted.
6. Hold dig til afmærkningerne
- I de områder, vi nåede at besejle, var der fint afmærket og plads til både lystsejlere og erhvervsskibe. Selvom det kan være fristende at skyde genvej, er det en god idé at holde sig nær midtfarvandsbøjerne, da der udenom typisk er et hav af fiskenet, som er umulige at navigere imellem.
7. Kontanter
- Du behøver ikke hæve store kontantbeløb, inden du sætter kursen mod Polen. Langt de fleste steder kan betales med kreditkort, og hvis det ikke er muligt, er hæveautomaterne sjældent langt væk.
Læs mere om parrets Polen-tur her og kig med om få dage, når sejlerne detaljeret deler oplysninger om deres rutevalg i landet.