Allan og Katja dropper Nacra 17-satsning efter tre måneder
OL-bronzevinderne ikke længere på, at det er muligt at sikre sig en OL-billet i den foilende Nacra-klasse. Nu helligeere de sig familie- og studielivet. - Var vi startet et år før, havde det hele set mere realistisk ud, siger Katja Salskov-Iversen til minbaad.dk.
Det bliver ikke tidligere verdensmester i 49erFX, Katja Salskov-Iversen og OL-bronzevinder Allan Nørregaard, der skal præsentere Danmark ved de olympiske lege i 2020.
Efter at de i slutningen af februar satte alt til side for at gå all-in i den lynhurtige flerskrogsklasse, har sejlerne nu i fællesskab besluttet at stille Nacra’en på land:
- I bund og grund tror jeg ikke, at vi har gejsten og troen på, at vi med den tid, vi har til rådighed, er i stand til at nå et niveau, der er acceptabelt til VM, forklarer Katja Salskov-Iversen til Minbaad.dk.
Potentialet er der
Netop VM-stævnet var en milepæl for danskerne. Ved stævnet i december afgøres det, hvilken dansk besætning der skrives på holdkortet til det kommende OL i Tokyo:
- Var vi startet et år før, havde det hele set mere realistisk ud. Jeg tror stadig, vi har potentiale, men det ligger længere ude i fremtiden, og derfor giver det ikke mening for os, lyder begrundelsen fra Salskov.
I stedet går sejlerne nu hver til sit. Allan Nørregaard vender hjem til familien, mens den yngre gast for første gang frivilligt har valgt at tage en pause fra sejlsporten.
- Da Jena og jeg stoppede, følte jeg ikke, at det var et afsluttet kapitel. Det gør jeg lige nu, fastslår en sikker Katja Salskov-Iversen.
At bo fast på dansk grund, sætte tid af til ingeniørstudiet og gøre sin entré på arbejdsmarkedet er i stedet et scenarie, der i øjeblikket synes tillokkende for den ihærdige atlet.
Parat til at smide alt
Én gang sejler, altid sejler. Det 24-årige Hellerup-medlem vil derfor på ingen måde afvise, at hun atter trækker landsholds-bib’en over hovedet i jagten på nye, danske medaljer.
- Alt kan lade sig gøre, hvis jeg finder det rigtige projekt. Da er jeg klar til at smide alt, jeg har i hænderne, også studierne, påpeger den bomstærke gast.
Hvor længe pausen bliver, vil tiden derfor vise. Sikkert er det blot, at én bestemt bådtype figurer på en klar førsteplads, når studie- og arbejdstasken atter udskiftes med sejlerhandsker og våddragt:
- Jeg vil rigtig gerne tilbage i 49’eren, for det er godt nok en fed båd. Men der skal nye udfordringer til, eksempelvis med en dygtig styrmand, der kan give inspiration på en ny og anderledes måde, understreger Salskov, der heller ikke vil afvise, at hun i en fremtidig kampagne selv kan tage rorpinden i hånden.
Kitesurfing er det nye
Løfter Salskov blikket fra studiebøgernes avancerede formler og detaljerede konstruktioner for at lade øjnene glide mod horisonten, er det hverken 49'ere eller medaljer, der i øjeblikket venter sejleren.
Derimod er kursen sat mod den studerendes bachelorprojekt, ligesom en farvestrålende drage af og til passerer nethinden. Den energiske sportskvinde har nemlig allerede kastet sig over en ny idræt: Kitesurfing.
- Det er sjovt at prøve noget helt nyt og noget andet. Det er bare sjov og ballade, fortæller den glade sejler, der indenfor tre år satser på at føje titlen som ingeniør til CV’et.