Ny Sea Ray 320 bowrider på Boat Show fra Risbjerg - plus ni andre både
Den 32 fod lange motorbåd fra amerikanske Sea Ray vises for første gang i Danmark om to uger. På messen i Fredericia viser Risbjerg A/S desuden ny Askeladden samt otte andre modeller fra de to værfter samt fra franske Beneteau.
Der er flere spændende Danmarkspremierer at se frem til, når Risbjerg om to uger byder velkommen på deres stand på Fredericia Boat Show 2019.
Blandt fristelserne er den helt nye Sea Ray 320 Sundancer til 2,1 mio. kroner. En nyhed, der af forhandleren beskrives som en bowrider og cruiser i kombination.
- Som noget ekstraordinært rummer denne nye model tre integrerede solpladser i den store åbne bow, som man ellers kun kender det fra mindre bowrider-modeller og sportsbåde med minimal kahyt under dæk, forklarer Ole Risbjerg til motorbaadsnyt.dk.
Køjer og toilet
Modsat de mindre bowridere rummer denne model samtidig fire køjer samt et aflukket toiletrum under dæk. Det er netop her, at båden skiller sig ud fra sine konkurrenter.
Båden, der kan ses i Fredericia, er udstyret med to MerCruiser Diesler 3,0 l TDI Aixus.
- Aixus joystikstyringen gør det nemt og ubesværet at styre den ellers store båd på plads i havnen. En luksus, som gør havnemanøvren til en leg, også hvis man er alene ombord, lover Ole Risbjerg.
Firmaet fra Them ved Silkeborg har endnu et es i ærmet. Denne gang et norsk ét af slagsen, nemlig den nye Askeladden P79 Weekend.
Dette er en lukket styrehusbåd, der er designet til komfortable dagsture, weekend-cruise og overnatning. Askeladden har udviklet en helt ny type styrhusbåd med innovative designløsninger. Båden er et reelt alternativ til de traditionelle daycruiser-kunder, som ønsker et lukket tag og skydedør agter.
Ti både fra Risbjerg
Foruden de to nye Danmarkspremiere viser Risbjerg følgende både:
Askeladden C83 Cruiser
Askeladden C76 Cruiser
Askeladden C65 Cruiser
Beneteau Antares 9OB
Beneteau Antares 7OB
Beneteau Flyer 8,8 SunDeck.
Sea Ray 21 SPX
Sea Ray 19 SPX
Du finder Risbjerg A/S, der er importør af Askeladden, sejl og motorbåde fra Beneteau samt de anerkendte sportsbåde fra Sea Ray, i hal A på stand nummer 1208. Boat Show løber af stablen den 22.- 24. februar samt den 28.- 3. marts.