Gå til hoved-indhold
Kort Nyt
Også på dansk grund har kvinderne fået vind i sejlerne, blandt andet med det nye Women on Water-netværk. Foto: Women on Water

Danmarks Idrætsforbund indstiller den internationale sejlunion til kvindepris

World Sailing er takket være DIF kommet i spil til prisen IOC Women and Sport Award. Årsagen er unionens markante tiltag for at styrke kvinderne på både det sportslige og politiske plan.

Af Sara Sulkjær |

Hvert år uddeles den internationale olympiske komité IOC Women and Sport Award til en person eller organisation, som har gjort en særlig forskel i forhold til at styrke kvinders position i sport. Danmarks Idrætsforbund har i år valgt at indstille World Sailing, som er den internationale sejlunion og har en dansk præsident i skikkelse af Kim Andersen.

- Det er en fornøjelse at følge arbejdet i World Sailing på dette område. De gør en stor indsats for at styrke kvindernes position i sejlsporten, og det var jeg selv vidne til og hørte meget om, da unionen sidste år arrangerede VM i Århus, siger Niels Nygaard, formand for DIF, der også er olympisk komité i Danmark.

World Sailing har vedtaget et politisk program, som blandt andet indebærer, at der skal være lige mange kvindelige og mandlige udøvere ved OL og verdensmesterskaber senest i 2028, og ved alle andre konkurrencer arrangeret af World Sailing skal ligestillingen være en realitet allerede i løbet af i år.

Allerede ved OL i 2024 vil der være lige mange kvindelige og mandlige udøvere blandt andet i kraft af hele fire bådtyper med en besætning med blandet køn.

Politisk ligestilling

World Sailings indsats for at styrke kvindernes aftryk på sporten stopper ikke med atleterne. I øjeblikket er der en kønsfordeling i procent på 67/33 i mandligt favør i unionens bestyrelse, men allerede i 2021 skal kønsfordelingen være 50/50 i bestyrelsen og atletkommissionen. Det samme skal vær tilfældet i alle unionens politiske udvalg senest i 2024.

- Arbejdet med at skabe større diversitet, blandt andet ved at få flere kvinder valgt ind i politiske udvalg og på bestemmende poster, fylder meget i DIF. Derfor er det oplagt, at vi engagerer os i prisen og på den måde kvitterer for det gode diversitetsarbejde i World Sailing, forklarer Niels Nygaard i en pressemeddelelse.

Ved IOC Women Award uddeles der seks priser. En hovedpris samt en pris til henholdsvis Afrika, Nord- og Sydamerika, Europa, Asien og Oceanien.

Dansker vandt i 2016

Prisen er blevet uddelt siden 2000, og i 2016 vandt danske Maiken Gilmartin efter en indstilling fra DIF hovedprisen og 30.000 US dollars for sin mangeårige kamp for kvinder i idrætten.

Sidste år gik hovedprisen til den tyrkiske volleyballklub, Eczacibasi, som har formået at vinde masser af titler i Europa og på verdensplan samt aktiveret tusindvis af kvinder i et land, hvor kvinder traditionelt ikke er særlig idrætsaktive.

content-loader
content-loader
content-loader