Gå til hoved-indhold
Det lykkedes 2. januar at identificere båden som 'Wild Eyes'. Foto: SA PoliceKort Nyt
Det lykkedes 2. januar at identificere båden som 'Wild Eyes'. Foto: SA Police

Forlist sejlbåd fundet otte år efter ung piges rekordforsøg

I 2010 måtte 16-årige Abby Sunderland opgive at blive den yngste jordomsejler, da hun smed masten i Ishavet. Den forliste båd er nu dukket op nær Australien.

Af Sara Sulkjær |

Besætningen på et fly, der havde sat jagten ind på tun, fik i sidste uge en noget større fangst i kikkerten. 

11 sømil syd for den australske ø Kangaroo Island dukkede den gule silhuet af den ellers af de fleste glemte sejlbåd 'Wild Eyes' op. 

Blandede minder 

En båd, der siden den 12. juni 2010 har flydt med vinden, strømmen og bølgerne, efter at den dengang 16-årige Abby Sunderland måtte forlade fartøjet i Det Sydlige Ishav.

- Det bragte mange minder - gode og knap så gode - men det var dejligt at se den efter så lang tid, forklarer Sunderland, der i dag er 25 år, til ABC News

Teenageren drømte om at blive den yngste solo-jordomsejler nogensinde. En rekord, hun i 2010 måtte se forsvinde sammen med 'Wild Eyes', der havde mistet masten i en storm.

Mødt af kritik 

Selvom den unge amerikaner på tidspunktet for forliset havde lagt over halvdelen af jordomsejlingen bag sig, var kritikken af sejleren og hendes forældre markant - blandt andet mente flere, at timingen i januar ikke var optimal for sejlads i det berygtede ishav. 

En påstand, som den unge pige dengang blankt afviste: 

- Det var ikke tidspunktet på året, det var bare en storm i Det Sydlige Ishav. Storme er en del af handlen, når du sætter dig for at sejle rundt om jorden, lød Sunderlands eget modsvar på hendes blog.

Kilder: SA Police og CNN

content-loader
content-loader
content-loader