Gå til hoved-indhold
Havne
Over 300 lystbådehavne er en del af danmarkskortet. Foto: FLID

30.000 gratis danmarkskort over lystbådehavne deles ud til lystsejlerne

Det efterspurgte danmarkskort over lystbådehavne er netop udgivet i en ny version, som i den kommende tid uddeles på havne over hele landet. Det nye kort er designet med distancetabeller og nyttige links. Se her hvor du kan hentet danmarkskortet.

Af Sara Sulkjær |

Bag danmarkskortet står Geodatastyrelsen, Rosendahls A/S og Foreningen af Lystbådehavne I Danmark (FLID), der i fællesskab har udarbejdet en ny og opdateret udgave af det populære kort.

Her får sejleren blandt andet vist distancetabeller, links til to nyttige sejlerportaler, Den danske Havnelods og Havneguide, samt en oversigt over mere end 300 havne i danske farvande.

Populært kort blandt lystsejlere

På bagsiden af kortet i A1-format er der informationer fra FLID om Havneguide.dk, MarinaBooking.dk og fra Geodatastyrelsen om forskellige maritime produkter på Geodatastyrelsens hjemmesider, gst.dk og kobsokort.dk.

Derudover er SejlSikkert synlig med det gode budskab. 

- Vi ved fra de tidligere år, at danmarkskortet er et nyttigt og populært kort blandt danske, men også udenlandske lystsejlere, forklarer Jesper Højenvang, direktør for Foreningen af Lystbådehavne I Danmark, i en pressemeddelse og uddyber: 

- Her får sejlerne et overblik over de mange hyggelige lystbådehavne, der findes i Danmark, men de får også informationer om, hvor de kan søge inspiration til oplevelser, seværdigheder, faciliteter og havnebeskrivelser, når ferien eller weekendturen skal planlægges eller de blot lige vil orientere sig, før man anløber næste havn.

Større målgruppe gennem samarbejde

Hos Geodatastyrelsen sker tiltaget for at sætte yderligere fokus på styrelsens maritime produkter, der har været inde i en rivende udvikling for bedre at kunne leve op til de krav og forventninger brugerne har til moderne navigationsværktøjer.

- Ved at indgå et samarbejde med FLID har vi mulighed for at nå ud til en langt større målgruppe, da FLID repræsenterer 270 havne i Danmark, forklarer kontorchef i Geodatastyrelsen, Elizabeth Hagemann.

 - Med udgivelsen af det gratis danmarkskort håber vi på at skabe opmærksomhed om de mange andre maritime produkter - både digitale og analoge – vi også har på hylderne og dermed øge sejladssikkerheden, fortsætter hun.

Opdateret med rutesystem i 2020

Indtil videre er det planen at uddele 30.000 danmarkskort i 2019. Kortene kan hentes i FLID-havne, samt gennem søkortsforhandlerne, så der burde være rig mulighed for at sikre sig et gratis kort i en havn nær dig.

I 2020 forventer parterne desuden at udsende en opdateret version med informationer om et nyt rutesystem i Kattegat. 

Her kan du se, hvor du kan hente danmarkskortet.

content-loader
content-loader
content-loader