Ynglinge-sejlads rykker i provinsbyen Hadsund - nu står klubben bag årets klasse-DM
De nordjyske sejlere er blevet bidt af Ynglinge-sejladsen i en sådan grad, at de den 13.-15. september arrangerer klassens danmarksmesterskab. Knap ti lokale både forventes på startlinjen.
Nogle køber motorcykler, når børnene flytter hjemmefra. I Hadsund Sejlklub investerer de i Ynglinge.
Knap ti aktive Ynglingebåde findes således i klubben, der over tid er blevet en større og større bestanddel af den lokale onsdagssejlads.
Placeringen af årets danmarksmesterskab i Ynglinge-klassen i den mindre, nordlige provinsby i Jylland er derfor ingen tilfældighed.
Lokale helte vil presse eliten
En DM-værtsrolle, der kom i hus, efter at Hadsund Sejlklub sidste år afholdt en træningslejr i klubben. Her ankom én af klassens dygtigste sejlere, Jørgen Ring og hans team, med masser af gode råd og kyndig vejledning.
- Der blevet skruet master, sejlet og grinet hele weekenden. Så nu bliver det spændende at se, om de lokale stjerner kan presse eliten. Der er ingen tvivl om, at de vil gøre forsøget og kæmpe til det sidste, lover Per Carlsen fra Hadsund Sejlklub i en pressemeddelelse.
Når dagens kamp på vandet er udsejlet, kan gæstesejlerne nyde at gå direkte til deres 'hjem' på havnen, der i weekendens anledning er omdannet til en campingplads, ligesom sejlklubben vil være behjælpelig med anden indkvartering i private både og lignende, hvis dette er muligt.
Fuld forplejning for 175 kr.
Madpakker og restaurantbesøg behøver deltagerne heller ikke bekymre sig om. For 175,00 kr. kan sejlerne tilkøbe fuld forplejning ved stævnet, der blandt andet indeholder en festmiddag lørdag aften:
- Drikker man andet end vand om aftenen, skal dette dog tilkøbes, tilføjer arrangørerne med et glimt i øjet.
Det er muligt at tilmelde sig DM-stævnet her.