Gå til hoved-indhold
Kapsejlads
Jollesejlere fra flere forskellige klasser mødes i Aarhus. Her er det Zoom 8- og Opti-sejlerne. Foto: Ice Camp og Cup

Jollesejlere indleder sæsonen i februar til Ice Camp og Cup

De unge sejlere trodser regn og kulde, når de skyder sæsonen i gang i Aarhus. For første gang afholdes træning og stævne i Det Internationale Sejlsportscenter.

Af Sara Sulkjær |

Selvom kalenderen endnu smykkes med snefyldte billeder, er jollesejlerne ikke blege for at trække i handsker og tørdragter.

Traditionen tro afholder Kaløvig Bådelaug derfor Ice Camp og Cup i slutningen af februar og begyndelsen af marts.  

Nødvendigt at bryde isen

Det er to trænings- og stævneweekender, der i høj grad er med til at markere forårets og sejlsæsonens komme for jollesejlerne - også selvom øjnene mødes af regn og rusk, hvis blikket kastes ud af vinduet:

- Ice Cup indleder traditionelt jollesejlernes sæson, selvom det til tider har været nødvendigt at bryde Århusbugtens is, forklarer arrangørerne, der ikke lader sig påvirke af de mange frostklare dage, der hidtil har været på menuen i 2019.

Som noget nyt har Kaløvig Bådelaug desuden indgået et samarbejde med Århus Internationale Sejlsportscenter om afholdelse af arrangementet.

- Det betyder, at der dels er plads til rigtig mange deltagere, og begge arrangementer afholdes i det nye Sejlsportscenter i centrum af Århus, lover Kaløvig Bådelaug i en pressemeddelelse.

Håber på mange deltagere

Stævnet er et højdepunkt for mange sejlhungrende klubsejlere, der kommer fra både Danmark, Tyskland og Sverige:

- Kaløvig Bådelaug og Sejlsportscenteret håber at se rigtigt mange sejlere til Ice Camp/Cup, understreger arrangørerne i en pressemeddelelse.

Ice Camp afholdes den 22. og 23 februar og Ice Cup den 2. og 3. marts. 
 

content-loader
content-loader
content-loader