Gå til hoved-indhold
Kapsejlads

Kaløvig klar til Ice Camp og Ice Cup for jolle-sejlere

Kaløvig Bådelaug er i fuldt sving med forberedelserne til dette års Ice Camp og Ice Cup, der er årets første jollestævne i nordiske farvande.

Af Troels Lykke |

For fjerde år i træk afholder klubben International Ice Cup – og ugen før arrangeres Ice Camp som træning op til stævnet.

Ice Cuppen sejles på to baner umiddelbart uden for havnen i Kaløvig, lørdag d. 2. og søndag, d. 3. marts.

Ice Campen er, som noget nyt, udvidet til at strække sig over 4 dage – fra torsdag, d. 21. til søndag, d. 24. februar.

Kaløvig Bådelaugs ungdomsleder, Michael Vogelius siger, at det specielt er de norske sejlere, der gerne vil træne flere dage i Kaløvig, da man i Norge har vinterferie i uge 8.

Også de svenske jollesejlere er meget glade for såvel Ice Camp som Ice Cup – og antallet af deltagere fra vores nordiske venner er større end tidligere.

Netop dét, at Kaløvig kan tilbyde overnatning på havnen og i sommerhuse meget tæt på havnen gør, at mange benytter muligheden for at gøre det til en lille familieferie med seriøs træning og kapsejlads.

Finn 'Beton' i spidsen

Finn 'Beton' Jensen står som chef – og han assisteres af meget kompetente trænere, bl.a. Jørgen Holm, Jakob Ege Friis, Bo Jarvig og Louise Vang. Dertil kommer, at såvel nordmændene som svenskerne selv medbringer hjemlige trænere.

I Kaløvig glæder alle sig over, at dét, der for fire år siden var en lidt vild idé, nu er blevet en tradition ud over landets grænser.

”Naturligvis er hele logistikken med overnatning og forplejning en udfordring, men alle hjælper til med et stort smil, så vi er sikre på, at alle får to gode weekender”, slutter Michael Vogelius.

Sidste år deltog 49 sejlere i Ice Campen og 103 i Ice Cuppen. I år er der allerede tilmeldt over 60 sejlere til Campen og mon ikke også Ice Cuppen er i vækst.

Tilmelding foregår på www.kblsail.dk hvor yderligere informationer også findes.

 

content-loader
content-loader
content-loader