Gå til hoved-indhold
Kort Nyt
Women On Water har tidligere afholdt lignende netværksmøder i København. Foto: Women On Water

Sæt fokus på dit talent - tre professionelle inspirerer på WOW-møde i marts

Women On Water skyder året i gang med netværksmøde i Sejlsportscenteret i Aarhus den 29. marts. Her rettes blikket mod talentet og dets mange individuelle afskygninger.

Af Sara Sulkjær |

WOW, Women On Water, er mere end sejlads. Lige så vigtigt er det netværk, der skabes blandt de stærke kvinder på land.

WOW stiller i 2019 derfor endnu engang skarpt på netværket ved at skyde året i gang med et netværksmøde med fokus på ”Talentet – dit eget og hvordan du finder det”.

Tre talenter på talestolen

Et arrangement, der er stablet på benene i samarbejde med tre kvinder, der lever af netop deres talent - i hver sin verden. De bruger deres talent aktivt og er drevet af det, også hvad angår motivation, valg og værdier. 

Talentet kan nemlig omhandle mange ting, men oftest peger det i retning af et samspil mellem egne kompetencer, erfaringer og evner.

- Hvis du har bare én af tre nævnte værdier, så er dagens morgenmøde helt sikkert noget for dig, og du vil få brugbar viden med hjem. Mødet ligger i arbejdstiden, da vores talenter ofte referer til det, vi bruger meget af vores tid på, nemlig arbejdet, forklarer WOW-arrangørerne på deres hjemmeside.

Oplægsholderne er professionel triatlet Michelle Vesterby, tidl. direktør i Roskilde Festival og nu direktør for Aarhus Festuge, Rikke Øxner samt professionelt bestyrelsesmedlem Karina Boldsen.

Sailing Aarhus og Aarhus Internationale Sejlsportscenter er værter

Sailing Aarhus samt Aarhus Internationale Sejlsportscenter sætter rammerne om mødet, hvilket glæder formand for Sejlsportscenteret og medlem af Aarhus Byråd, Hans Skou:

- Vi er rigtigt glade for at lægge hus til det første WOW-arrangement i Aarhus. Aarhus Internationale Sejlsportscenter er verdenskendt som centrum for talentfuldt elite- såvel som breddesejlere og dygtige event- og konceptudviklere. Vi glæder os til at dele dagen og vore erfaringer med WOW-netværket, fortæller han.

Om mødet: 

Dato: Fredag den 29. marts kl. 08.30-11.00 

Sted: Aarhus Internationale Sejlsportscenter

Facilicator: Susanne Hoeck

Registrering, kaffe og crossainter fra kl. 08.00

Selvom mødet primært er et kvindearrangement, er mændene også velkomne. Tilmelding koster 199,00 kr. og kan foretages her.

content-loader
content-loader
content-loader