Gå til hoved-indhold
Kapsejlads
Uku Randmaa kunne stolt række armene i vejret efter sin flotte jordomsejling. Foto: Golden Globe Race
Kapsejlads
Bølgerne gik højt, da Randmaa nåede mållinjen i Frankrig. Foto: Golden Globe Race

Golden Globe Race: Tredje mand i mål med kun tre pakker pulversuppe ombord

Uku Randmaa nåede akkurat at krydse mållinjen, inden madrationerne slap op. Over tyve kilo har sejleren tabt efter at have tilbragt 252 døgn på havet.

Af Sara Sulkjær |

Tre pakker pulveriseret suppe. Det var alt, Uku Randmaa havde tilbage, da han søndag kl. 11.00 dansk tid krydsede den franske mållinje i Golden Globe Race.

- Jeg tror, jeg må have tabt mig mindst tyve kilo. Ved Hobart vidste jeg, at jeg ville løbe tør for mad, så dét, jeg havde tilbage, delte jeg i to... Og så delte jeg det op igen, forklarer Randmaa til Golden Globe Race.

Modtaget af pizza og familien

Med de sparsomme madrationer måtte sejleren stille sig til tåls med to måltider om dagen. En frysetørret ret og en kop suppe var alt, det kunne blive til på den sidste del af jordomsejlingen.

Det var derfor en glad sejler, der med to hænder kunne modtage en velfortjent pizza efter at have fuldført den udfordrende kapsejlads efter i alt 252 døgn på havet.

En glæde, der næppe blev mindre, da Randmaa gik i land. Her ventede den estiske jordomsejlers hustru og de to tvillinger Thor og Orm, der akkurat nåede at komme til verden, inden deres far satte kursen mod de store oceaner. 

Vindstille var stor udfordring

Det var dog hverken de stormende dage på havet, der blev en kæmpe udfordring for flere af deltagerne, eller de mange dage i eget selskab langt fra familien i Estland, der udfordrede sejleren mest:

- Den hårdeste del af rejsen var manglen på vind. Jeg sad fast i St. Helena-højtrykket i mere end en uge. Min største bekymring var at holde båden sammen i ét stykke. Jeg var bange for, at jeg ikke ville være i stand til at fuldføre sejladsen, hvis noget gik i stykker, forklarer Randmaa.

Det forventes, at Istvan Kopar, der er på sejladsens fjerdeplads, krydser mållinjen den 18. eller 19. marts. 

Kilde: Golden Globe Race

content-loader
content-loader
content-loader