Hallberg-Rassy-værft på Orust i Sverige inviterer til bådmesse for 26. gang
Skandinaviens største flydende bådmesse vender tilbage for 26. gang i weekenden 23.-25. august. Besøgende kan fx se hvordan konstruktionen af en ny Hallberg Rassy foregår, samt høre foredrag om langturssejlads, når værftet i Ellös på Orust slår dørene op.
I dagene 23.-25. august åbner værftet i Ellös på den svenske ø, Orust, igen op for skandinaviens største sejlbådsmesse. Det er 26. gang at messen afholdes.
Der vil blive udstillet nye og brugte både, samt både under konstruktion, som messen især er kendt for.
Man kan blandt andet se en helt ny Hallberg-Rassy 40C blive konstrueret på værftet.
Caribisk stemning
Der vil både være enkeltskrogsbåde men også flerskrogsbåde at finde på messen, hvor både mellem 5 og 19 meter udstilles blandt de ægte palmer. Samtidig findes også en Caribisk bar for at fuldende den eksotiske stemning.
Om lørdagen kan man deltage i et foredrag om langturssejlads. På messen udstilles også diverse tilbehør til både og besætning, og du kan finde den fulde udstillerliste her.