50 procent af al plastik kan fjernes fra verdenshavene på fem år
Hvis projektet bliver bredt ud til et større omfang, håber folkene bag at kunne fjerne 50 procent af alt plastik i verdenshavene på omkring fem år. Teknologien består af en 600 meter lang 'plastikstøvsuger', som skibet har trukket bag sig.
Da Mærsk-skibet lagde til kaj ved havnen i canadiske Vancouver, var det med en mildt sagt begejstret dansk besætning.
Med sig havde de 60 store sække fyldt med alt fra tandbørster og bildæk til fiskenet. I alt cirka fem ton plastikaffald, der nu blev bragt i land efter at være opsamlet i Stillehavet over det seneste års tid, det skriver TV 2 Nyheder, der også har et indslag om sagen.
- Vi føler virkelig, at vi har været med til at gøre en forskel. Hele besætningen har været engageret fra dag ét, fordi vi ikke plejer at være på den slags missioner. Det er ret fedt at være en del af, fortæller andenstyrmand Kenny Kastrup til TV 2.
Plastikken er blevet indsamlet som led i et større initiativ, der er organiseret af Mærsk og nonprofit-organisationen The Ocean Cleanup.
Ved hjælp af en ny teknologi har de bevist, at hvor der er vilje, er der nu en vej til at rydde op i verdenshavene.
Teknologien består af en 600 meter lang 'plastikstøvsuger', som skibet har trukket bag sig.
Plastikindfangeren fungerer som en kunstig kystlinje. Den er formet som et stort 'U' og består af et rør med net under, som kan indfange plastikaffald på havets over- og underflade. Fisk kan uden problemer slippe igennem.
Systemet kan indfange alt fra store stykker af plastik og helt ned til mindre stykker på en centimeter i størrelsen.
To skridt frem og et tilbage
Men det har ikke ligefrem været let at gøre forsøget på at rydde op i verdenshavene.
Da Mærsk-skibet i september 2018 sejlede ud med plastikindfangeren, gik der ikke længe før den knækkede, men det er nu løst fortæller andenstyrmand Kenny Kastrup.
Næste ekspedition bliver i 2020
Med de første sække af plastik bragt i land markeres afslutningen på den første ekspedition – et forsøg på at bevise, at plastikfangesystemet rent faktisk fungerer.
Nu skal de næste måneder bruges på at justere teknologien igen, så det kan fungere optimalt uden problemer.
Når det nye system skal testes en gang i 2020, håber opfinderne bag, at det på sigt kan bredes ud i et noget større omfang, så der vil eksistere flere 'falske kystlinjer' ude på verdenshavene til at indfange plastik.
Lykkes det, regner man med, at man vil kunne fjerne 50 procent af alt plastik i verdenshavene på omkring fem år.
- Nu har vi fået det, vi gik efter. En masse sække fyldt med plastik. Vi har vist, det virker, så nu er det bare med at komme i gang, fortæller kaptajnen på Mærsk-skibet, Jon Simonsen.
Kilde. TV 2 Nyheder