Gå til hoved-indhold
Kort Nyt
Marsvinet er Danmarks mindste hval. Foto: Spidsgrisen.dk

Hjælp forskerne med at finde marsvin omkring Fyn

Sejlerne spiller afgørende rolle for den nye forskning, der skal give SDU-forskere basisviden om marsvinens færden. Med app kan observationer let dokumenteres og videregives til forskningen.

Af Sara Sulkjær |

Adrætte marsvin, der nysgerrigt lader hovedet glide gennem havoverfladen og med spejdende øjne følger de mærkværdige sejleres færden over havet.

Et smukt syn, som kan efterlade enhver besætning med julelys i øjnene. Men hvor mange marsvin findes egentlig i de fynske farvande, og hvad består deres dagligdag i?

To spørgsmål, som forskere fra Syddansk Universitet forsøger at besvare med projektet 'Fyn finder marsvin'.

Præcis forskning

Et projekt, der er stablet på benene i samarbejde med FjordBælt og DR P4Fyn og ikke mindst bygger på afgørende hjælp fra farvandets brugere, herunder ikke mindst de mange sejlerglade danskere.

Med smartphonen ved hånden kan sejlerne hurtigt og enkelt registrere deres observationer af marsvin under sommersejladsen, hvorefter forskerne kan anvende den indrapporterede data til at kortlægge dyrenes færden:

- Jo flere observationer, vi får, jo mere præcis bliver vores forskning. Hvis vi ved, hvor marsvinene befinder sig, så kan vi lære mere om deres liv og derved beskytte dem bedre, forklarer forskerne.

Sådan gør du

Ved at downloade appen 'Marine Tracker' kan du registrere dine observationer i det øjeblik, du spotter marsvinet. Appen anvender den aktuelle GPS-position, alt imens du markerer, om ét marsvin, mor, unge eller en flok er spottet.

Samtidig er det muligt at nærstudere et oversigtskort med de øvrige brugeres rapporter.

Således er blot én dag gamle observationer markeret med grøn, to dage gamle observationer med gul, mens de røde afmærkninger markerer observationer, der er tre dage gamle. 

Appen kan hentes på App Store eller Google Play.

content-loader
content-loader
content-loader