Gå til hoved-indhold
Kapsejlads
Vegvisir Race sejles den 15.-17. august. Foto: Ben Scheurer

Vegvisir Race bekymret for deltagernes sikkerhed - sætter loft på 150 både

Det handler om sikkerhed, når Vegvisir Race nu, fire måneder før start, sætter en begrænsning på antallet af deltagende både. Særligt Guldborgbroen udgør en fare for de startende i sejladsen, vurderer arrangørerne. 124 er tilmeldt.

 

Af Sara Sulkjær |

Sidste års Silverrudder var en advarsel om, at især passage af broer rummer en potentielt fare – det gælder også for Guldborgbroen, der passeres i Vegvisir Race.

En faktor, der nu får arrangørerne til at indføre en begrænsning på 150 både grundet bekymring for deltagernes og deres bådes sikkerhed.

–  Tommelfingerreglen er, at 15-20% af de tilmeldte aldrig kommer frem til starten. Men skulle det alligevel ske, at alle rent faktisk mødte op i år, ville vi gå fra 90 både i 2018 til 150 i år. Det er tæt på en fordobling, og vi er i tvivl om, hvordan især passagen af Guldborgbroen vil forløbe med så stort et felt, siger Morten Brandt Rasmussen, ophavsmand til Vegvisir Race, i en pressemeddelelse. 

Motor skal startes under broen

At Guldborgbroen udgør en reel risiko for de startende har været i stævneledernes tanker fra sejladsens start i 2017. Derfor har man en såkaldt ”Pantaenius Gate” omkring en halv sømil før og efter Guldborgbroen. 

–  Pantaenius Gate er en strækning på cirka én sømil, hvor bådene skal have motoren kørende i tomgang. Skulle der opstå en kritisk situation kan skipper hurtigt sætte i gear for at redde situationen, forklarer stævneleder Jørgen Bojesen. 

I let vind og modstrøm er det ligeledes tilladt at gennemsejle broen med motoren kørende. Det tilladte tophastighed gennem gaten er to knob.

Også i let vind handler det om at forebygge skader på bådene, og at farlige situationer opstår.  

26 pladser tilbage

Der er i skrivende stund 124 både tilmeldte, der fordeler sig på 32 singlehand-sejlere. Disse er på 86 sømil-banen sammen med 28 2Star-sejlere i 14 både.

25 både og 50 sejlere er tilmeldt 152 sømil-sejladsen, mens stævnets største løb har 53 både og 106 sejlere, der skal ud på 225 sømil-banen.  

– Om vi når 150 både i år ved jeg ikke, men jeg håber det. Vi er jo stadig en ny sejlads, der tager tid at løbe i gang. Den sælger ikke sig selv. Jeg forventer, at vi får tilmeldinger helt frem til en uge før starten, når tvivlerne står med en god vejrudsigt, understreger Morten Brandt Rasmussen. 

- Vi tilbyder deltagerne mere, end man får i fleste andre events. Her taler jeg ikke kun om kapsejladser, men om sportsevents på tværs af idrætsgrene. Vegvisir Race-deltagerne får rigtig meget for deltagergebyret. Det er et budskab, der kun langsomt trænger igennem til interesserede og potentielle deltagere, fortsætter han.  

Spar 18% ved tilmelding nu

På tirsdag den 23. april stiger prisen for at deltage i Vegvisir Race 2019 med knap 20%.

I tørre tal betyder det, at prisen går fra 1261 kr. til 1485 kr. pr. deltager. Stiller du op i det nye OL 2024 disciplin ”Kølbåd Mix Crew” kan du tilmelde dig for 1037 kr. pr. deltager.

Rene kvindebesætninger kan deltage for 739 kr. pr. kvinde. 

Læs mere og tilmeld dig her.

content-loader
content-loader
content-loader