Lene og Kim Egtved så båden synke, mens de sad i redningsflåde - nu stopper de med sejlads

Ægteparret fra Vestsjælland har været meget åbne om deres forlis, for om Kim Egtved siger efter forliset.

- Hvis bare en sejler vil gentænke sit sikkerhedsniveau, og redder sit liv, så har vi opnået hvad vi vil, fortæller han til TV2 Øst. - se indslag og hør om ulykken

Men nu stopper Lene og Kim Egtved med at sejle. Oplevelsen i Stillehavet har sat sine spor og de har et traume, der skal heles, fremgår det af udsendelsen.

Det er da også voldsomme oplevelser, som de to sejlere har været udsat for.

På facebook skrev de blandt andet dette om forliset, hvor de ramte en tung, hård genstand midt om natten, hvorefter båden sank på fem kilometers dybde, mens de ventede i to timer på hjælp mens de sad i redningsflåden.

Kim Egtved forklarer: (minbaad.dk bringer med tilladelse)

Her var der slet ingen tvivl om, at vi havde fået slået hul i skroget, for vandet fossede ind ved spisebordet, som dækker for roret.

Jeg fik løftet de to halve bordplader af og kiggede ned i hvad der bedst kan beskrives som en jacuzzi med kraftige boble dyser.

Jeg tændte øjeblikkeligt for vores 3 kraftige lænsepumper, hvorefter jeg gik op til Lene i cockpittet, og fortalte hvad der var sket, og at det var en rigtig dårlig og slem situation vi var i.

Bad hende om at tage pas, papirer, mad

Jeg bad hende om at samle vores pas, papirer, tøj, mad, vand og grab bags i det tilfælde at vi blev nødt til at gå i redningsflåden.

Et hurtigt kig på kortplotteren viste, at der ingen skibe var indenfor en 24 sømil radius, hvorfor jeg vurderede at vi nok skulle forvente 2-3 døgn i redningsflåden før vi ville blive undsat.

Derefter brugte jeg den næste time på at prøve at stoppe hullet med tæpper, tov, poser og Gaffa tape, men intet virkede da vandtrykket simpelthen var for stort.

Imens fór Lene rundt og samlede så meget som muligt, som vi kunne få med i redningsflåden.

Omkring kl. 19.15 opgav jeg forsøget på at begrænse indflowet af vand. Selv med pumperne kørende på højtryk, kunne de ikke følge med, og vand niveauet steg støt.

Redningsflåde i vandet

Jeg gik op til Lene i cockpittet og sagde at jeg ville sætte redningsflåden i vandet, mens hun fortsatte med at samle sammen og putte det i vandtætte poser.

Jeg fik lempet redningsflåden i vandet, selvfølgelig den forkerte vej, men den vendte heldigvis sig selv.

Vinden tog med det samme fat i den og trak den 10 meter væk fra båden. Det var umuligt at trække den tæt på båden, så efter lidt forskellige forsøg, fik vi monteret et skødetov på redningsflådens line, og med de store elektriske skødespil fik vi trukket redningsflåden op midtskibs.

Herefter gik jeg nedenunder for at vurdere situationen. Vandstanden var steget betydeligt, og det ville ikke vare længe for det nåede batterierne, hvorefter alt navigations- og kommunikationsudstyr ville holde op med at virke.

Da jeg vurderede, at der ingen skibe var i nærheden, startede jeg med at udsende mayday via vores Iridium Go Satellit forbindelse. Her fik jeg kontakt med GEOS alarmcenter i Texas, USA.

De fik oplyst vores position og situation (at vi var ved at synke). Derefter afbrød jeg kommunikationen, da det efterhånden var ret vildt med redningsflåden på siden og de store bølger.