Gå til hoved-indhold
Kapsejlads
Rindoms evige konkurrent, Marit Bouwmeester, ligger tier efter førstedagen ved mesterskabet. Foto: Peter Brøgger

Rindom toer efter EM's førstedag - 20-årig malaysier i front

En hidtil ukendt asiat placerer sig med to prikker øverst i tabellen ved europamesterskabet i Portugal. Rindom følger lige efter, og er dermed bedste europæer ved mesterskabet.

Af Sara Sulkjær |

Det er højsæson for europamesterskaber. I sidste uge var det Finn-, Nacra- og 49er-klasserne, der kæmpede om de eftertragtede medaljer, mens turen nu er kommet til Laser-sejlerne. 

En klasse, hvor Danmark med Anne-Marie Rindom i spidsen de seneste år gentagne gange har høstet sejre og podieplaceringer.

20-årig malaysier overrasker

Efter mesterskabets førstedag ser danskeren ud til at fortsætte på denne sejrskurs. En anden- og tredjeplads sikrer Rindom en samlet placering som nummer to ved det længe ventede stævne:

- På grund af skole deltog jeg ikke i EM i 2018, så jeg glæder mig til igen at sejle et europamesterskab, understregede danskeren på Facebook inden stævnet.

Det er den blot 20-årige Nur Shazrin Mohd Latif, der har lagt sig i spidsen med to prikker. En for mange ukendt sejler, der godt nok deltog ved de olympiske lege i 2016, men ellers primært har gjort sig bemærket ved de asiatiske mesterskaber. 

Mesterskaber, som ligger lige til højrebenet for kvinden, der sejler med de malaysiske MAS-initialer i sejlet, hvilket betyder, at Rindom reelt ligger i front blandt de europæiske sejlere og dermed fører EM.

Sjetteplads til Munch

I Portugal har den erfarne dansker selskab af de unge landsmænd Anna Munch og Michala Norsell. De talentfulde sejler har fået en blandet start på stævnet, hvor Munch lagde ud med en flot sjetteplads. 

En efterfølgende placering som nummer 22 sender den medicinstuderende på en godkendt 23. plads, samtidig med at Norsell kan findes på 111. pladsen.

Også sejlerherrerne har sat kursen sydpå, hvor Christian Rost i Laser Standard overnatter på sejladsens 92. plads, mens Georg Philip Lauritsen må nøjes med en 147. plads i det 162 både store felt. 

Se alle resultaterne fra EM her.

content-loader
content-loader
content-loader