Sportschef om danskernes præstation i Japan: Vi fik en over nallerne
Det var generelt skuffende resultater for danske OL-sejlere i den olympiske testevent (For-OL) i Tokyo. - Det var en øjenåbner for det danske sejlerlandshold. Kvælende varme i området kræver betydelig tilvænning, lyder det fra sportschef Thomas Jacobsen.
Med præcis et år til år har verdenseliten i de olympiske sejlsportsklasser de seneste dage sejlet OL-testevent i Enoshima, Tokyo – på de samme baner, der om et år danner ramme om OL-sejladserne.
Når stævnet slutter torsdag, er det med en syvende- og en ottendeplads i henholdsvis kvindernes 49erFX og i mixklassen Nacra 17 som de bedste danske placeringer.
Fra Japan konstaterer Dansk Sejlunions sportschef, Thomas Jacobsen, at han "hellere ville stå ved præmieoverrækkelsen", frem for at sidde tilbage og evaluere et stævne med generelt skuffende resultater.
Varme og fugtighed spiller stor rolle
"Vi må konstatere, at varmen og fugtigheden spillede en stor rolle for os de første dage. Vi havde sejlere, der var desperate for at blive kølet ned - og blandt andet hoppede i vandet mellem sejladserne. Men man vænner sig til det, og de sidste dage kunne vi bedre fokusere på at sejle kapsejlads," forklarer Thomas Jacobsen.
De fleste sejladser blev afviklet i kvælende varme på mere end 30 grader, og hvor vinden af danske sejlere blev beskrevet som en "fugtig føntørrer".
Varmen var et tema
Alle var berørt af varmen, og Thomas Jacobsen fortæller, at problemet var et dagligt tema på det fælles morgenmøde for trænere og arrangører.
"Vi skal være bevidste om at tage af sted i god tid, så vi kan vænne os til varmen. På dét punkt tager vi vigtig læring med fra stævnet," siger Thomas Jacobsen, der samtidig glæder sig over, at det praktiske ved landsholdets indkvartering i Enoshima har fungeret godt - og at en række mindre praktiske udfordringer er blevet løst i god tid inden OL.
Udsigt til hurtig revanche
"Samlet set har vi fået én over nallerne. Men vi har et nyt stævne i næste uge samme sted, hvor jeg ser frem til, at vi har bedre forudsætninger for fokusere på kapsejlads fra start," siger Thomas Jacobsen med henvisning til World Cup-stævnet, der sejles fra 27. august.
Verdens- og europamester Anne-Marie Rindom sluttede OL-testevent'en på en skuffende 11. plads. Rindom savnede fart under sejladserne, forklarer Thomas Jacobsen, der tilskriver "grejudfordringer" en væsentlig del af forklaringen.
I mændenes 49er sluttede Mads Emil Lübeck og Nikolaj Buhl på en 12. plads, mens windsurfer Lærke Buhl Hansen blev noteret for en 15. plads i kvindernes RS:X.