Skuespiller Hella Joof med Sjælland Rundt på Knierim 48
Den kendte Hella Joof fik smag for sejlads, efter hun sejlede over Atlanten med Jesper Bank og Martin Kirketerp, der var værter for kendisser. Nu skal hun sejle med 'Blærerøven'. Strategien bliver igen lagt af sejlmager Mads Christensen. Start i Helsingør torsdag 27. juni.
Der kommer kendis-faktor over Sjælland Rundt 2019, hvor der lige nu er 136 tilmeldte til starten på torsdag.
Mads 'Blærerøv' Christensen, der i forvejen er kendt, tager nu en mindst lige så kendt person med, nemlig skuepilleren Hella Joof, på den hurtige kulfiberbåd Knierim 48.
- Hun fik smag for sejlads, efter hun tog over Atlanterhavet i efteråret, derfor har Mads ('Blærerøv' Christensen, red.) inviteret hende med, siger OneSails-sejlmager Mads Christensen, der er gode venner med den 'rigtige' Mads Christensen:-).
Prof-gast Hviid sørger for kvalitet
Sejlmageren skal som sædvanlig stå for strategi og taktik under Sjælland Rundt, mens bådebygger og prof-sejler Jonas Hviid er garant for, at alle sejlskift og manøvrer sidder lige i skabet.
Sidste år blev det ikke ligefrem til rekord for Knierim 48'eren Ben Cotta, der da også skulle sætte skipperen af i Stubbekøbing, fordi han skulle holde et foredrag midt under Sjælland Rundt. Han kom dog igen på i Rungsted.
- I år har jeg ikke hørt, at Mads skal sættes af under turen, forklarer Mads Christensen, der på sejlloftet netop har syet en 255 kvadratmeter gennaker til den 48-fods båd.
- Den er til agten for tværs sejlads, båden har nu fået et to meter langt bovspryd, vi har lige været ude og teste gennakeren, den gav en del skygge ind over båden, forklarer Mads Christensen til Minbaad.dk.
Buksesnedker og Elliott 35 svære at slå
Knierim 48-holdet regner ikke med at komme først.
- Der er jo både Buksesnedkeren, der er 65 fod, og så Elliott 35, der sejler 5-6 knob hurtigere på læns end os, og vi sejler, så vi har det behageligt med god mad om bord. Det bliver ikke en straffetur, forklarer Mads Christensen.
Desværre når Peter Lerbrandts Swan 60 ikke starten på torsdag, som planlagt. Båden ligger lige nu ved Gibraltar.