The Ocean Race: Østrigere til start i den gamle Vestas-båd
Vestas' VO65'er skal for tredje gang forsøge at bringe et team Jorden rundt. Det sker, når ambitiøse sejlere fra Østrig i 2021 for første gang er på startlinjen i den populære kapsejlads.
Selvom Vestas ikke selv har skrevet sig på deltagerlisten forud for det kommende The Ocean Race (TOR), kan fans også i den kommende udgave af sejladsen følge den gamle Vestas-båd.
Et østrigsk team har således opkøbt VO65'eren, der skal bringe sejlerne fra bjerglandet hele vejen Jorden rundt i 2021-22.
Hårdt arbejde
Det er første gang, at et hold fra Østrig stiller til start i sejladsen, som siden 1973 er blevet afholdt under en række varierende betegnelser.
Også i 2021, hvor det klingende Volvo Ocean Race-navn har måttet lade livet til fordel for det nye The Ocean Race.
- Vi har de sidste seks måneder arbejdet meget hårdt under mottoet ‘Building a team for our Dream’ (at bygge et hold til vores drøm, red.) for at nå vores drøm, The Ocean Race 2021-22. Men vi må fortsat tackle mange hindringer, før vi når dertil, forklarer projektmanager Julian Kircher til theoceanrace.com.
Intens træning
Dygtige sejlere fra Østrig, der har sejlet den nationale liga, Champions League, ungdommens America's Cup, OL og forskellige verdensmesterskaber, udgør indtil videre holdet, der skal bringe østrigsk glans over én af verdens største kapsejladser.
En sejlads, der ikke blot sejles på østrigske søer og på afmærkede op-/ned-baner, hvorfor der de næste to år venter teamet en hård og ambitiøs kap-kalender, som skal forberede sejlerne på de længere og mere ekstremme TOR-ben på åbent hav.
Kilde: The Ocean Race