Gå til hoved-indhold
Kapsejlads
Anne-Marie Rindom har fundet storformen ved europamesterskabet i Portugal. Foto: Jesus Renedo/Trofeo S.A.R. Sofia Iberostar

Rindom fastholder EM-føring inden finaledagen trods svær fredag

Danskerens forspring skrumpede lidt, men hun holder guldkursen før de sidste to sejladser ved Laser Radial-EM lørdag. Stortalentet Anna Munch avancerer til en samlet 9. plads.

Af Sara Sulkjær |

Anne-Marie Rindom holder føringen ved Laser Radial-klassens EM i Porto.

Hun indledte fredag med en syvendeplads i første sejlads, fulgt op af en 12. plads i anden. Trods to brugbare placeringer var det alligevel hendes klart tungeste EM-dag - efter udelukkende at have hentet top 3-placeringer i dagene forinden.

- Det var lidt sværere i dag. Jeg sejler hurtigt nok, men rammer ikke den helt rigtige strategi, og jeg er nok lidt skuffet over især anden sejlads. Men det er ok, jeg er stadig i en rigtig god position, forklarer Rindom om dagens forløb i en pressemeddelelse fra Dansk Sejlunion.

Spændt og nervøs

Før de sidste to sejladser, lørdag, har hun henholdsvis 19 og 20 points forspring til verdensmester Emma Plasschaert fra Belgien på andenpladsen og den hollandske OL-guldvinder Marit Bouwmeester på tredjepladsen.

- Jeg er selvfølgelig lidt spændt og nervøs, fordi jeg lige nu er et sted, hvor jeg ikke bør tabe det. Men jeg har god fart og laver gode starter. Og så må jeg bare ud og angribe - det er det bedste forsvar, fastslår den 27-årige Horsens-sejler forud for lørdagens EM-afgørelse.

Ud over lidt bedre placeringer på dagen, så kunne hendes to forfølgere også drage fordel af en ekstra fratrækker, der blev udløst i dag.

Stortalent samlet 9'er

21-årige Anna Munch fortsætter med at levere gode EM-sejladser. Med to 17. pladser fredag rykkede hun yderligere én tak frem i tabellen til en samlet niendeplads.

Samtidig ligger Michala Norsell nummer 67, mens Christian Rost i Standard-klassen med en 9. og 28. plads fredag sikrer sig den samlede 42. plads. 

Sidste dansker i Portugal, Georg Philip Lauritsen, er nummer 87.

EM slutter lørdag med to almindelige fleetsejladser. Der sejles derfor ikke Medal Race, som Minbaad.dk tidligere har oplyst. 

Se resultatlisterne her.

content-loader
content-loader
content-loader