Lokalfærge skal sikre afgørende og hurtig hjælp til Orø
Politi, brandvæsen, Region Sjælland og Holbæk Kommune har i fællesskab fundet en ny ordning, der sikrer, at alle beredskabsparter er klar og kan komme til øen med uændret responstid ved hjælp af Orø-færgen. Helikoptere anvendes i haste-sager.
Østre Færge A/S har tidligere transporteret politi, brandvæsen og ambulancer til Orø, når borgerne har haft akut brug for hjælp.
En hjælp, der ophører i dag, den 1. oktober, har rederiet tidligere meddelt. Derfor har Vestsjællands Brandvæsen, Midt- og Vestsjællands Politi og Region Sjælland i samarbejde med Holbæk Kommune indgået en robust aftale med Orø-færgen, der sejler ud fra Holbæk ved akut behov døgnet rundt.
- Orø-borgerne kan føle sig helt trygge ved og sikre på, at de får den hjælp, de har brug for. Den (aftalen, red.) er robust og sikrer, at alle i beredskabet kan komme til øen, og borgerne får den hjælp, de har brug for. Det har kunnet lade sig gøre på grund af stor velvilje og fleksibilitet fra Holbæk Kommune, siger Benny Jørgensen, præhospital direktør i Region Sjælland, i en pressemeddelelse.
Helikoptere en haste-løsning
Responstiden for beredskabet vil med den nye løsning opretholde en tilsvarende responstid ved transport frem og tilbage til Orø, da flere beredskaber i forvejen kører ud fra Holbæk.
Dertil kommer, at det nærmeste akutsygehus ligger i Holbæk, og dermed også ligger tæt på færgeovergangen. Desuden bruger dele af beredskabet allerede helikoptere ved meget hastende udrykninger til Orø og regionens øvrige øer.
- Der skal være sikkerhed for, at beredskabet, hvad end det drejer sig om brandvæsen, ambulance eller politi, kan komme rettidigt frem til Orø. Derfor er vi som kommune også meget tilfredse med, at vi sammen med de andre beredskabsparter har fundet en løsning med Orøfærgen, som sikrer beredskabet på Orø, udtaler Mads Young Christensen, chef for Vækst og Bæredygtighed, Holbæk Kommune.
Borgermøde på Orø
Aftalen med Orø-færgen, der trådte i kraft natten til torsdag, sikrer borgerne ved behov for udrykning. Holbæk Kommune og beredskabsparterne inviterer nu til et borgermøde, hvor borgerne bliver informeret om beredskabet og får mulighed for at stille spørgsmål til kommunen og beredskabsparterne.
- Vi lægger stor vægt på, at borgerne på Orø kan føle sig trygge. Derfor er vi glade for aftalen med Orø-færgen og håber, at vi med borgermødet kan være med til at betrygge borgerne. For det er en god og solid aftale, vi nu har lavet, siger Lars Karlsen, beredskabsdirektør i Vestsjællands Brandvæsen.
Borgerrepræsentanterne på Orø får direkte besked om tid og sted for borgermødet, når det er fastlagt, hvor og hvornår det kan lade sig gøre.