Gå til hoved-indhold
Havne
På Rudkøbing Havn, Langeland, har sejlerne fortsat mulighed for at søsætte båden i påsken. Foto: Troels Lykke

Fynske havne lukkes for udenlandske sejlere i påsken

Langeland Kommune bakker sammen med de øvrige fynske lystbådehavne op om bekæmpelsen af coronasmitten og tager derfor sin rolle som grænsevogter alvorligt. Havnene giver dog plads til fastliggere, som vil have båden i vandet hen over påsken.

Af Sara Sulkjær |

Om få dage begynder danskernes påskeferie. For sejlerne er det typisk en særlig tid. Bådene skal i vandet, og - hvis vejret ellers tillader det - sættes kursen mod de første togter i de danske farvande.

Det samme gælder for flere udenlandske sejlere, ikke mindst de tyske, som gerne tager turen mod nord i påskeferien. Det billede ændrer corona-epidemien nu på. 

Tager ansvar alvorligt

Regeringen har lukket landets grænser. Kun godstransport og indrejse med såkaldt anerkendelsesværdige formål er tilladt.

Det rammer også de danske lystbådehavne, hvorfor de ti fynske kommunaldirektører nu går sammen om en skærpet indsats på områdets lystbådehavne:

- Alle havne fungerer i praksis og formelt som grænseindgange til Danmark. Når regeringen lukker vores grænser, skal vi altså være særligt opmærksomme på udenlandske skibe og lystbåde i vores havne, påpeger borgmester i Langeland Kommune, Tonni Hansen.

- Normalt er vi meget glade for alle vores udenlandske gæster. Og vi ser frem til igen at kunne modtage dem, men lige i øjeblikket er vi altså nødt til at tage vores ansvar som grænsevogtere alvorligt, fortsætter borgmesteren i en pressemeddelelse.

Særligt fokus på udenlandske sejlere

I praksis betyder det, at sejlere fra udlandet skal afvises. Dette gælder både for de kommunale og private havne.

Hvis sejlerne ikke efterlever instrukserne fra havnens personale, alarmeres Fyns Politi. Det er herefter politiet, som tager sig af den skærpede grænsekontrol, hvilket er bekræftet af politiet den 27.03.2020.

Selv om havnene er lukkede, har blandt andet Langeland Kommune valgt at have en begrænset bemanding i de kommunale havne. Havnepersonalet vil særligt i påsken have fokus på opgaven med at afvise udenlandske sejlere. 

På samme måde henstilles danske gæstesejlere til at blive hjemme og ikke anløbe lystbådehavnene i hvert fald til og med den 13. april 2020. For yderligere information henvises til havnenes og andre respektive hjemmesider.

Bedding og kran åbne for fastliggere

På Langeland bakker borgmester Tonni Hansen yderligere op om regeringens strategi ved at lukke alle offentlige toilet- og badefaciliteter på de kommunale havne, ligesom det er sket flere andre steder i landet.

- Denne beslutning er truffet ud fra en moralsk forpligtelse til at støtte indsatsen mod corona-smitten. Det har vi gjort for at passe godt på vores gæster og ansatte. Vi håber og tror på, at der er stor forståelse for dette, understreger han.

Områdets lokale sejlere skal dog ikke frygte for en påske på landjorden. Bedding og kran kan således fortsat anvendes på Langeland, lover borgmesteren:

- Havnepersonalet står til rådighed for betjening af beddings- og krananlæg, så erhvervslivet og fastliggere i vores kommunale havne kan få bådene i vandet. Der er også adgang for eksterne vognmænd, der skal hjælpe med søsætning.

content-loader
content-loader
content-loader