Børneaktivitet i coronatiden - farvelæg Hugo Boss og solosejler Alex Thomson
Fem forskellige motiver ligger klar til tegneglade sejlere på Facebook. Når IMOCA 60'eren og den populære brite er farvelagt, kan resultatet sendes til Thomson og atletens PR-afdeling.
Imens flere af de yngste sejlere fortsat må vente på, at Optimisterne, Tera-jollerne og 29'erne kan glide ned ad rampen og juniorsæsonen begynde i landets sejlklubber, kan tiden bag hjemmets fire vægge føles lang.
Som så mange andre gange i denne corona-tid er der dog hjælp at hente på det store internet. Her har den populære solosejler Alex Thomson produceret en række tegninger, som kan farvelægges af store som små sejlhungrende interesserede over hele verden.
Favoritter deles på Facebook
Sejlere i alle aldre har taget konceptet til sig og delt deres kreationer med Thomson og atletens PR-afdeling, som efterfølgende har udvalgt deres favoritter.
Favoritter, der alle er i vidt forskellige afskygninger og på forskellige niveauer, men som har fundet vej til sejlerens Facebookside, der har over 180.000 følgere fra hele verden.
Du kan også finde tegningerne af Alex Thomson og hans lynhurtige Hugo Boss-båd her. Efterfølgende kan kreationerne sendes til AtHome@alexthomsonracing.com.