Alex Thomsons PR-afdeling: Vi har ikke tilmeldt os Silverrudder
I en mail til Minbaad.dk afviser solosejlerens PR-ansvarlige klart Thomsons deltagelse i Danmarks største singlehand-sejlads. Hvem, der står bag spøgen, er uvist.
Ét navn fik søndag arrangører såvel som sejlere til at kigge en ekstra gang på tilmeldingslisten til Silverrudder, solosejladsen rundt om Fyn.
Blandt utallige navne på lystsejlere fra ind- og udland stod én af de allerstørste personligheder i moderne sejlsport, britiske Alex Thomson. Mens nogle blankt afviste tilmeldingen som en spøg, legede andre drømmende med tanken om et besøg fra en af verdens mest populære solosejlere.
En leg, der nu får en brat ende:
- Vi har set få opslag om dette i dag, og jeg ked er af at sige, at jeg ærlig talt er i tvivl om, hvor de kommer fra. Jeg kan bekræfte, at vi ikke har tilmeldt os sejladsen, og den er ikke i vores kalender, så vi tager ikke del i den, understreger Sarah Taylor, PR-ansvarlig for Alex Thomson, i en mail til Minbaad.dk.
Nu kender Thomson Silverrudder
At den bemærkelsesværdige tilmelding er foretaget af en udefrakommende, der har været på forkant med kalenderen og tilsyneladende byttet om på den 1. marts og den 1. april, kommer ikke bag på stævneleder for Silverrudder, Ole Ingemann Nielsen - også selvom svendborgenseren gerne havde set Thomson på startlinjen:
- Hvis han var kommet, havde det givet en megastor mediebevågenhed. Den ville vi da gerne have haft, men nu er han bekendt med sejladsen. Så kan det jo være, at han finder en bådfabrikant i Europa og stiller til start i en mindre båd end sin IMOCA 60'er, fortæller Ingemann leende.
Hvem, der præcis har sat den tidlige aprilsnar i søen, ved hverken arrangørerne eller staben bag Alex Thomson.
- Alt foregår elektronisk, og alle sætter elektroniske spor, så måske vi kunne finde frem til personen. Men det er ikke der, vi vil bruge vores energi lige nu, forklarer Ole Ingemann.
435 sejlere tilmeldt
I stedet er fokus rettet mod de 435 sejlere, der tirsdag eftermiddag har meldt deres ankomst i Svendborg. 15 pladser er fortsat på højkant, inden sejladsen formentlig om få dage må melde alt udsolgt:
- Det varer ikke længe, før der er fuldt. Tænk, at vi i Danmark har en singlehand-sejlads, der kan samle 450 deltagere. Det er simpelthen fantastisk, understreger den begejstrede stævneleder.
Det er fortsat muligt at sikre sig en plads i Silverrudder, der sejles fra den 18. september, her.