Gå til hoved-indhold
Kapsejlads
Bo Petersen kæmper som en gal på banen. Foto: Robert Deaves

Når elitesejlads bliver meditation - hør OK-sejler Bo Petersen i ny podcast

57-årige Bo Petersen er på vandet fem dage om ugen i sin OK-jolle. For at ligge i toppen ja, men i højere grad for at få renset hovedet og kroppen. Mød Hellerup-sejleren i OK-klassens nye podcast ”Helt OK!”. Journalist og OK-sejler Per Ølholm står bag.

Af Troels Lykke |

Det har altid været træningen, som har givet Bo Petersen mest glæde. Fra han trådte sine barnesko i Optimistrækken i Faaborg Sejlklub til i dag, hvor han er at finde på Øresund fem ud af syv dage.                  

- Jeg har altid elsket den fysiske dimension, hvor du hænger dig træt – og så lige lidt mere. Men i dag handler det lige så meget om naturen, og den påvirkning vandet har på mig, siger han.

Bo Petersen er for nylig hjemvendt fra Kieler Woche med en fjerdeplads i bagagen. Han var oppe imod verdenseliten og fortæller i OK-klassens nye podcast, hvordan han oplevede kampen i mildest talt hårdt jollevejr på Kieler-fjordens yderste jollebane.

- Vi havde lange sejladser i hård vind – og så forestil dig at skulle krydse halvanden time ind bagefter. Der kunne jeg godt mærke, at jeg var blevet 57 år, siger han med et grin.

Største voksenklasse i Danmark

OK-klassen er, ud over Optimistjollerne, den største klasse i Danmark. DM-stævner trækker ofte over 120 deltagere, og klassen har kapsejlads-fleets i alle landsdele.

Og det er ikke vårharer. OK-klassen er befolket af mange 40+ fædre (og enkelte mødre), som har været omkring kølbåde i mange år, men er kørt træt i dyrt grej og manglende gaster.

- OK-jollen er fantastisk. Den er livlig, og det danske kapsejlads-felt er oppe i verdenseliten – og så er der bare en god stemning, fordi vi er voksne mennesker, som har prøvet meget og gør det meget for sjov, siger Bo Petersen.

FAKTA: HELT OK!

Ny gratis podcast for sejlere med interesse for jollesejlads – i særdeleshed OK-jolle-klassen.

Emnerne er en blanding af gode historier om mennesker, tech-talk, sejlklub-udvikling og aktuelle nyheder.

Podcasten er søsat af journalist og OK-sejler Per Ølholm fra Fredericia Sejlklub – i samarbejde med Dansk OK Jolle Klub, som er hovedsponsor.

Lyt til første afsnit her (flere er på vej): www.heltok.podbean.com

Du kan også finde podcasten på Apple, Google og Spotify-podcast. Blot søg på ”Helt OK!”, forklarer Per Ølholm.

content-loader
content-loader
content-loader