Gå til hoved-indhold
Test
Båden gik lige over 6,7 knob på kryds. Bemærk den åbne stævn, der gør det let at gå fra borde. Klik ude i siden og se flere billeder. PR-fotos
Test
Badeplatformen er lidt smal, men det er stadig let at gå ud og ta sig en dukkert. Badeplatformen kører ud elektronisk.
Test
Test
En selvvendefok gør det let at sejle. Fokken fra Elvstrøm Sails slår nemlig selv over i vendingerne.
Test
Lækker mahogni skaber den mest indbydende martime stemning som findes i verden. Apteringen er samtidig i verdensklasse.
Test
Test
Test
Test
Test
Test
Test
Johannes, tv., der langsomt ved at overtage Nordborg Bådebyggeri efter sin far, 70-årige Holger Jensen, der står ved siden af.
Test
Test
Test
Nordborg 26 er blevet kult i manges øjne. Det er Holger Jensens private, som han holder ferie i med hustruen.
Test
Test
Test
Test
Test
Test

Test: Nordborg 42 er til tursejleren, der elsker smukke, klassiske både og smagfuld aptering

Test fra arkivet. Vi var i Sønderjylland for at teste den danske turbåd, som mange med god grund drømmer om. Se video, fotos og læs om den slanke båd, hvor værftet ikke lefler for moden med brede og høje turbåde, hvor plads om læ er det vigtigste.

Af Troels lykke |

Nordborg 42 er en båd, som mange drømmer om. Det er der flere grunde til.

Den største grund er måske, at værftet i Nordborg insisterer på, at båden skal være slank, have et lavt fribord og har et toplækkert materialevalg.

Både hvad angår aptering i kahytten med mahogni, hvor der er brugt en del tid på at arbejde med detaljerne. Intet hastværk her.

Dækket i teak er også helt i top. Man kommer i god stemning, når man er på Nordborg 42'eren over al det smukke træ, der også er dejligt at gå på.

Let at gå om bord i

Helt ude i stævnen er der eksempelvis en bred og lang platform, beklædt med teak. Faktisk er det en af mine kæpheste, at det helst skal være nemt at komme om bord på en sejlbåd.

Især når gennemsnittet af aktive tursejlere ligger på 62 år. Hvem har for eksempele fundet på, at man skal løfte sine stive ben over en høj prædikestol? Her er den åben og todelt. Tak, Nordborg Bådebyggeri, må alle i verden lære af Jer.

Nede under prædikestolen sidder ankeret. Smart lavet, den skal man ikke træde på, og man kan blot sænke den i vandet. Elegante deltaljer, og dem er der mange af, produceret af det lille, otte mand store værft i Nordborg, hvor vi var forbi i efteråret og teste Nordborg Bådebyggeris største båd.

Og hvem har fundet på, at ruftaget skal gå helt ud til fribordet, så man næsten ikke kan komme forbi den? Sådan er det ikke på en Nordborg 42, der har god plads til at passere ruftaget.

På en varm sommerdag vil du heller ikke slå dine bare tæer på en skødevogn, for her er der en selvskødende fok, hvor skinnen kører på tværs oppe på ruftaget, foran masten. En detalje, der gør båden let at sejle. Det er jo en turbåd med stort T, også storsejl er ført tilbage til rorsmanden. Det gør det enkelt at betjene båden.

Skal være let at sejle

Nordborg 42 skal være let at sejle, forklarer designer og værftschef Holger Jensen, der er med på testen udfor overdådigt smukke Dyvig.

Her ligger der virkelig mange Nordborg-både, især mange tyske ejere har deres både liggende, lige fra Nordborg 32, 34 til 40, der stadig produceres.

Nordborg-bådejerne har aftaler med værftet, der sørger for at få taget bådene op for vinteren og komme i en hal, hvor der bliver sørget godt for båden.

Holger Jensen har også sin egen private Nordborg 26 liggende, værftets største succes, der er solgt 115 af.

Den har han selv sat i stand fra top til tå, det nærmer sig kult, kan vi forstå på vores læsere, der har kommenteret på Nordborg 26, der er en lille harmonisk sag, som vi også var om bord i.

Glider nemt gennem vandet

Båden sejler godt, det er nemlig ikke en stor, bred campingvogn, hvor bredde og højt fribord er det vigtigste. Nordborg 42'eren glider derfor fint gennem vandet. Vi var ude i 7-8 m/sek. og måtte rebe Epex-storsejlet, da den 9,3 tons båd ellers krængede for meget.

Jeg vil ikke sige, at båden er overrigget, men der mangler heller ikke sejl på den 11,99 meter lange båd, der kun er 3,35 meter bred.

Holger Jensen, der har designet båden, insisterer på, at båden skal være smal og ikke for høj. Det er Nordborg Bådebyggeris DNA, og det skal der heldigvis ikke laves om på. Hvorfor lefle for flertallets ønsker, hvor alt bare skal være bredere og højere? Respekt for den stædighed.

Det kunne da godt være, at Nordborg Bådebyggeri kunne sælge lidt flere både, hvis de fulgte trenden, men så ville de nok drukne i mainstream-bådene, som der er mange af i forvejen.

Mærker vindens betydning

Man skal nogle gange huske på, hvorfor man sejler. Det er jo (forhåbentlig), fordi man elsker at sejle, mere end at man elsker, at der skal være plads i båden - som en campingvogn, der ligger på en fastliggerplads.

Hvis du vil ha' så meget plads, så køb da et sommerhus.

For denne Nordborg 42 glider gennem vandet, som den skal og responderer på de vindpust, der er mange af, da Minbaad.dk tester i Dyvig. Se, dét er sejlglæde, at have en båd, der er levende, men som der fortsat er styr på.

Jesper Bank sagde engang, at H-båden er sjov at sejle i, men til matchrace er det en lam høne, uden optræk. Det er ikke for at genere H-båden, som jeg selv sejler i, men for at sige, at det betyder noget, at en båd rykker, når den møder vinden, at man mærker vindens betydning.

Stort cockpit

Bådens cockpit er stort, hvilket er vigtigt, fortæller bådebygger Johannes Jensen, der er i gang med at overtage sin far, Holgers, livsværk.

- Det er i cockpittet, man bruger meget tid, og vi har sørget for, at man sidder godt, forklarer Johannes Jensen.

Man sidder også godt om læ i en yderst smagfuld kahyt, hvor Khaya-mahognien skinner om kap. Her er rundinger ved det traditionelle pantry, der findes ombord. Lys er der også nok af, fordi Nordborg 42 har to store skylights.

Båden koster 2,947 mio. kroner, hvilket er mange penge, men det er med det meste udstyr, som findes. Værftet er nemlig meget imod, at kunden opdager, at en båd er en halv mio. kroner dyrere, fordi en masse udstyr, som er nødvendigt, ikke er med i prisen.

Sejler godt som turbåd

Lige nu er der solgt én Nordborg 42, og en ny er ved at blive bygget på Als. Den skal nok blive solgt. Vi giver båden høje karakterer på næsten alle parameter.

Vi kan godt mærke, det ikke er en Luffe 40.04, men den sejler rigeligt godt, som turbåd, bedre end de fleste, og det fungerer let og ubesværet, samtidig er båden virkelig smuk og en fornøjelse at være om bord i.

Tak Nordborg Bådebyggeri, fortsæt den gode stil med slanke, smalle og smukke, velsejlende både.

Mere om Nordborg 42:

• Skrog og overbygning er i glasfiber med balsakerne

• På dæk og cockpit er 10 mm teak

• Båden er med Raymarine-autopilot, Raymarine Axiom 7-GPS/mulitifunktionsdisplay, Raymarine i50-log

• El-rulleforstag og bovpropel

• På cockpitkarm er der to styk Andersen ST46FS el-spil

• Masten fra John Mast er 11/12 og er sølvelokseret med rodrig

• Motor er Volvo Penta D2-50

• Blykøl

• Storsejl og fok er Elvstrøm Epex

• Jefa Steering

• 5 AGM-batterier, heraf ét startbatteri

• Dørk i Teak-Koto, lakeret med syrehærdende silkematlak

• Lofter er i hvidlaseret asketræsfinér

• Bordplade er i hvid Corian med greblister i kanten

• I pantry er ENO-gaskomfurovn

• På toilettet er der et Vetus Smto2-toilet med ferskvandsskyl

• Bunden er behandlet med Hempel Gelprimer og NTC-bundmaling fra Hempel

Nordborg 42:

Skroglængde: 11,99 m

Loa: 12,64 m

Længde, CWL: 10,80 m

Bredde, maks: 3,35 m

Dybgang: 1,99 m

Deplacement: 9.300 kg

Kølvægt: 3.130 kg

Storsejl: 48,6 m2

Fok: 30,2 m2

Gennaker: 96,9 m2

Code 0: 64,0 m2

Design: Holger B. Jensen

Pris: 2,94 mio. kroner

Værft: Nordborg Bådebyggeri

content-loader
content-loader
content-loader