Elvstrøm Sails under corona: Flere køber nye sejl til brugte både
Elvstrøm Sails melder om all-time-high-ordretilgang. Især salg til private og brugtbådsmarkedet har taget fart henover de seneste måneder, lyder det fra sejlloftet i Aabenraa.
Administrerende direktør, Niels Bjerregaard, beretter fra den sønderjyske sejlproducent, der er godt tilfreds med, at flere har valgt at investere i båden:
- Da corona brød ud i marts måned herhjemme, var vi som alle andre nervøse for, hvordan det ville påvirke vores arbejdsplads. Som ugerne gik, og der langsomt blev åbnet op rundt om i Europa igen, tegnede der sig et billede af, at fritid på vandet måske endda ville gå hen og blev endnu mere efterspurgt. Vi har oplevet kunder, der i stedet for rejsen udenlands i år, har valgt at investere i båd og/eller nye sejl til båden, siger direktøren til bådpressen.
Sejlads tilbyder noget af det, vi pludselig er blevet frarøvet; friheden under åben himmel og friheden til at bestemme retningen selv.
Travle bådforhandlere
Der er rigtig mange danskere, der holder ferien hjemme i år, og noget tyder på, at vi også kan byde nye sejlere velkommen til sejlsporten, viser de seneste artikler om mersalg af både.
Flere danske bådforhandlere har tidligere rapporteret om et stigende salg af både, ligesom danske bådgrossister har meldt om en helt uhørt travlhed.
- Især salg til private og brugtbådsmarkedet har taget fart henover de seneste måneder. Vores danske forhandlere har haft ekstraordinært travlt, og vi har løbet ekstra stærkt her i produktionen i Aabenraa, fortæller Niels Bjerregaard, der kan se tilbage på en all-time-rekord i ordreindgangen.
- Når det er sagt, er der omvendt indikationer på, at det europæiske marked for salg af nye både er hæmmet af den usikkerhed, vi generelt står overfor. Hvorvidt sejlsporten på europæisk plan har fået en ny æra er nok lidt for tidligt at spå om, men vi glæder os over at se en spirende lyst til at komme på vandet denne sommer.
Har kunnet levere under hele krisen
Elvstrøm Sails' produktion i Aabenraa råder over areale i størrelsesordenen 7.000 m2.
- Med produktion på Paul Elvstrøms Vej i Aabenraa har vi kunnet levere under hele corona-krisen. Vi er den eneste større producent af sejl herhjemme i Danmark og har på den måde være gunstigt stillet, fortæller Niels Bjerregaard og uddyber:
- Lige p.t. er vi ovenikøbet i gang med at implementere en større investering i vores EPEX-membran-proceslinje, så vi kommer til at tage fat på efterårssæsonen med en øget kapacitet.
Ser frem til bådmesse i Fredericia
Sejlsporten lider naturligvis under aflyste kapsejladser verden over, ligesom nogle af bådudstillingerne ikke bliver afholdt. I Danmark forventer vi dog at kunne se frem til bådmessen i Fredericia i 2021.
- Vi glæder os til, at vi igen kan bevæge os lidt mere frit rundt internationalt, mødes med værfterne, forhandlere og kunder på de store bådmesser og få lejlighed til at præsentere de nye produkter, vi også har brugt tiden på arbejde med, slutter Niels Bjerregaard, der understreger, at en uventet krise som corona har stadfæstet værdien af at have produktion tæt på markedet og kunderne.