Gå til hoved-indhold
Sejlklubber

Det lysner for sejlsporten i Aalborg Sejlklub efter køb af J/70'er

- Med klubbens køb af en J/70'er kan vi tilbyde kurser og træning for let øvede, unge, midaldrende og gamle sejlere, der ikke har de mange penge til selv at eje og drive en sejlsportsbåd fra en stor, international klasse, forklarer Thyge Steffensen, sejladsleder i Aalborg Sejlklub.

 

Af Troels Lykke |

Med støtte fra DIF og DGI’s foreningspulje kan Aalborg Sejlklub nu sætte gang i sit eget J/70-sportsbådsprojekt.

- SparNord lagde for med at yde 25.000 kroner til projektet, og med 100.000 kroner fra DIF og DGI kan vi nu med overbevisning søge andre fonde og sponsorer om bidrag til en stærkt savnet afløser for to gamle og nedslidte Ynglinge-både, fortæller Thyge Steffensen, sejladsleder i Aalborg Sejlklub. 

Oplagt til Limfjorden

DIF og DGI’s foreningspulje uddeler årligt 44 millioner kroner (statslige ”spillehalsmidler”) til lokale projekter i idrætsforeninger, eksempelvis til at skaffe nye medlemmer, udvikling af nye aktiviteter eller løft i trænerkompetencer.  

- Med klubbens køb af en J/70-sportsbåd kan vi tilbyde kurser og træning for let øvede, unge, midaldrende og gamle sejlere, der ikke har de mange penge til selv at eje og drive en sejlsportsbåd fra en stor, international klasse, forklarer Thyge Steffensen.

Bådtypen er valgt, da den er velfungerende i de specielle vind- , strøm- og baneforhold, der er i klubbens smalle del af Limfjorden.

Skal i fight med Sejlklubben Limfjordens både

I Aalborg har Sejlklubben Limfjorden allerede to J-70’er-både, og i Aalborg Sejlklub ser de nu frem til et samarbejde om kurser og kapsejlads.

- Vi forventer således at kunne møde Sejlklubben Limfjordens både til den ugentlige ”Onsdagssejladsen”, og i begge klubber er der ambition om, hver for sig eller fælles, at stille hold til den landsdækkende ”Sejlsportsligaen”, siger Thyge Steffensen.

Den nationale liga skulle efter planen afvikle mesterskabssejladser i Aalborg i 2020 til 2022, men måtte udsætte alt til den kommende sæson grundet COVID-19.

En båd for alle

Selvom bådtypen gør sig i hele Danmarks sejler-liga, betyder det ikke, at J/70'eren blot er for de dygtigste sejlere. Langt de fleste kan få glæde af båden, understreger Aalborg Sejlklub:

- En J/70-sejlsportsbåd er ikke blot for elitesejlere. Den benyttes af let øvede motionist-hold lige fra juniorer, til seniorer  og er populær til virksomheders personalearrangementer, hvor der sejles matchrace, lyder det fra Thyge Steffensen.

Bådklassen har da også vist sig at være populær. Mere end 21 klubber landet over har taget båden til sig, herunder hører også snart Aalborg Sejlklub.

content-loader
content-loader
content-loader