Gå til hoved-indhold
Kapsejlads
Folkebådene mødes på Ærø den 20. august. Foto: Troels Lykke

Covid-19: Folkebådene skærer cirka 10 både fra ved DM, der nu ændres til klassemesterskab

Forsamlingsforbuddet begrænser mesterskab i Marstal for Folkebåde til 100 personer. Her skal medregnes baneledere, bureau, protestkomite og hjælpere, lyder det fra Folkebådenes bestyrelse. Et DM skal være åbent, derfor ændres det til et klassemesterskab.

Af Troels Lykke |

Folkebådenes bestyrelse har måtte tage tunge beslutninger om at ændre på mesterskabet i Marstal, som arrangeres af Ærø Sejlforening fra den 20. til 22. august:

Vi har i bestyrelsen truffet den ubehagelig beslutning, at vi ikke sejler om Danmarksmesterskabet i 2020, men i stedet ændrer stævnet i Marstal til et klassemesterskab, der afvikles med et maksimalt antal både (formentlig 26-28) for at overholde forsamlingsforbuddet på maksimalt 100 personer.

Vi har været i tæt dialog med både Ærø Sejlforening og Dansk Sejlunion om mulighederne indenfor rammerne. Tak til Ærø Sejlforening for et stort engagement i at finde løsninger. 

DM kan ikke holdes med begrænsede pladser

Dansk Folkebådsklub ønsker at efterleve myndighedernes retningslinjer, samtidig med at Dansk Sejlunions statutter for DM må overholdes. Statutter, der understreger, at et DM skal det være åbent for alle.

Det betyder, at vi ikke kan afvikle et DM med et begrænset antal pladser.

Forsamlingsforbuddet begrænser os til 100 personer, og her skal medregnes alle hjælpere, både på vandet og på land, hvilket ligeledes indbefatter baneledere, bureau, protestkomite og forplejning. Vi havde 37 tilmeldte både, og der skal være tre sejlere i hver båd, så vi er allerede over 100.

Opdeling af felter forkastet

Opdeling af feltet i to har været overvejet grundigt, men efter dialog med Ærø Sejlforening er det forkastet.

Opdelingen skal opretholdes også på land under hele stævnet og vil i praksis betyde, at der skal afvikles to stævner på samme tid. Opgaven med at tilrettelægge og styre dette er for stor, og risikoen for uagtsomt at bryde forsamlingsforbuddet er det samme.

Aflysning af DM 2020 i stedet for udsættelse

Først og fremmest skylder vi en afklaring i forhold til stævnet i Marstal, så både arrangører og tilmeldte sejlere har noget at forholde sig til.

Eventuelle ændringer til forsamlingsforbuddet starter politikkerne forhandlinger om den 12. august. Dansk Sejlunion forventer først at melde nyt ud den 17. august, altså to dage før åbningen af stævnet.

I bestyrelsen vurderer vi ikke, at der vil komme lempelser for sejlsporten senere i år, så vi vil hellere sikre os en klassemester under disse vilkår. Vurderingen kan vise sig forkert, men den ligger til grund for beslutningen.

Det er rigtig ærgerligt at aflyse udnævnelsen af en danmarksmester i 2020. Det er første gang i Folkebådsklubbens historie, at det er aflyst. Kun én gang tidligere har vi misset en danmarksmester, og da var det fordi, stævnet ikke kunne fuldføres grundet vinden, fortæller bestyrelsen i Dansk Folkebådeklub.

content-loader
content-loader
content-loader