Gå til hoved-indhold
Småbåde
Tempo Både i Ishøj har et forrygende salg af nye både lige nu. Foto: Troels Lykke

Salg af lystbåde hos Tempo Både steget markant under coronakrisen efter ferien sydpå er aflyst

I en stor artikel i Børsen onsdag i denne uge forklarer den erfarne bådforhandler Thomas Stoltze fra Tempo Både i Ishøj om næsten udsolgte både. I 2019 solgte han for 12 mio. kroner Bayliner, Quicksilver og andet. I år regner han med at sælge for det dobbelte.

Af Troels lykke |

Både fra under 100.000 kroner og op til over en halv mio. kroner sælger tilsyneladende godt i Danmark under coronakrisen. 

I hvert fald i Ishøj hos Tempo Både hos Thomas Stoltze. Han regner med at sælge 40-50 nye både i år. Sidste år solgte han for omkring 12 mio. kroner, mens han i år regner med at sælge for det dobbelte.

Da bådene fra Polen og Frankrig af mærkerne Bayliner og Quicksilver blandt andet blev revet væk, modtog han ekstra leverancer, men nu er meldingen fra leverandørerne, at det er slut for i år, skriver Dagbladet Børsen.

Måske ikke flere nye både om en måned

- Jeg tror ikke vi har flere nye både om en måned eller to. Det ville selvfølgelig være dejligt at kunne sælge endnu flere både, men vi er glade, for vi har jo solgt de, som vi skulle, siger Thomas Stoltze til avisen.

Om grunden til salget er Stoltze ikke i tvivl.

- Folk kan ikke komme ud og rejse, og så tror jeg, at de har haft en lille drøm om at købe en båd. Salget går fantastisk. Jeg sælger dobbelt så meget, som jeg plejer. Bådene bliver hurtigere solgt, end de kan komme ud af døren, siger ejeren, der har haft Tempo Både siden 2000.

Efterspørgslen på både er steget 100 procent i forhold til samme tid sidste år.

Kilde: Dagbladet Børsen

content-loader
content-loader
content-loader