Favorit i Vendée Globe Jeremie Beyou er på vej tilbage til start i Les Sables-d'Olonne
Charal med skipper Jeremie Beyou har skader på agterstag og ror. Solosejleren forventes at starte igen, selvom det 33 både store felt oprindeligt sejlede afsted i søndags. Også Armel Tripon i L’Occitane ligger underdrejet, efter fok faldt ned. Båden Yes We Cam med Jean Le Cam er i front.
Det har været en hård nat for Vendée Globe-feltet, da der har været 18-19 m/sek. lige imod på Atlanterhavet ud for Portugal.
Men værst har det været for solosejleren Jérémie Beyou. I den hårde Vendée Globe-sejlads måttte han vende snuden på den semifoilende IMOCA 60'er mod startlinjen i Les Sables d'Olonne.
Alt imens stikker feltet af og er allerede langt ude i Atlanterhavet, viser GPS-tracking.
Ramte noget i vandet
Ifølge det norske Seilmagasinet.no startede balladen for Charal, da båden fik revet en skødeblok i stykker.
Han måtte derfor reparere og gik ned i båden, og mens han var der, traf båden noget i vandet, så den lavede en ufrivillig bomning.
Båden fik en skade på det styrbord ror. Senere på turen røg det styrbord agterstag, sandsynligvis som en konsekvens af at skødeblokken røg tirsdag.
Har ti dage efter start til restart
Det forventes ikke, at Jeremie Beyou i Charal giver op. Bådene har nemlig ti dage til at starte i sejladsen.
Så nu tager solosejleren tilbage til start. Formentlig er båden i havn i morgen, fredag. Når Beyou kommer tilbage til Les Sables-d'Olonne, må han vente på, at det er højvande, for kun der er kanalen ind mod havnen åben.
I 2008 måtte også Michel Desjoyeaux vende om for at fikse sin båd, dengang havde han kun sejlet i 40 timer.
Teknisk direktør for Charal Sailing Team, Pierre-François Dargnies, fortæller i en pressemeddelelse, at man har et ekstra ror, og at man vil gøre alt for at fikse skader indenfor tidsfristen.
Alt er med andre ord, som det plejer: Masser af skader i den vilde sejlads, hvor det forventes, at kun 60 procent gennemfører. To finish first - first you have to finish.
Fok røg ned på L’Occitane
Galt er det også gået for Armel Tripon i L’Occitane, som er vendt om. Det skete efter, at den mindste fok faldt ned fra en krog fæstnet på masten.
Først satte han kurs mod Spanien for at finde ly for at klatre op i masten, men nu har han bestemt sig for at klare det ude i Atlanterhavet. Sejlet fik også en skade.