Gå til hoved-indhold
Kapsejlads
Ida Baad og Marie Thusgaard på podiet i portugisiske Vilamoura. Foto: 3rd Portugal Grand Prix

Ida og Marie tager sølv ved stærkt besat træningsstævne i Portugal

49erFX-sejlerne viser gode takter forud for sommerens olympiske lege i Tokyo. I herrernes 49er måtte Jonas Warrer og Jakob Precht nøjes med en sjetteplads.

Af Sara Sulkjær |

Den danske OL-besætning i 49erFX med Ida Baad og Marie Thusgaard har netop sikret sig en tidlig julegave ved et træningsstævne i Portugal. Blandt 16 stærke besætninger formåede danskerne at sejle en sølvmedalje i hus efter at være gået i mål som nummer tre i stævnets tolvte og sidste sejlads:

- Det er så fedt at se vores udenlandske venner igen, og ikke mindst at sejle træningskapsejladser mod dem! Pt. ser det ud til at træningen mod herrerne ikke har været helt skidt, skriver sejlerkvinderne på Facebook

DNF var afgørende

På herresiden udmøntede den hårde træning sig dog ikke i medaljer. Selvom Jonas Warrer og Jakob Precht lå helt i front undervejs, må besætningen, der skal repræsentere Danmark ved OL i 2021, nøjes med en ærgerlig sjetteplads.

- Trods flotte sejladser stævnet igennem inkasserede de desværre en DNF (did not finish) i regattaens næstsidste sejlads, der blev afgørende for den endelige placering, forklarer Sejlerlandsholdet.

Fire prikker samt en anden- og en tredjeplads kan sejlerne blandt andet tage med sig fra de sydlige himmelstrøg, der satte rammerne om årets sidste stævne.

Pause fra Aarhus 

Et kærkomment, varmt pust i en dagligdag, der ellers er præget af kølige træningspas i de danske farvande, hvor den korte våddragt må blive i skabet. Heller ikke de jævnbyrdige konkurrenter har for kvindernes side hængt på træerne:

- Det har været dejligt at have en hverdag i Aarhus med tid til at se familie og venner om aftenen og i weekenderne. Desværre har vi ikke haft så mange konkurrenter til at presse os i træningen. Vi har dog trænet en del mod herre-49erne, hvilket dog har været supersjovt og udfordrende, fortæller Ida Baad og Marie Thusgaard.

Se resultater fra træningsstævnet i Portugal her.

content-loader
content-loader
content-loader