Gå til hoved-indhold
Kort Nyt
Der er oplevelser allevegne på M/S Museet for Søfart. Foto: MS / Jens Lindhe

Tidlig julegave til sejlerne fra M/S Museet for Søfart i Helsingør

Museumsglade sejlere kan frem til nytår spare penge på besøget hos søfartsmuseet i Helsingør. I hverdagene er det samtidig muligt at få en gratis rundvisning, ligesom gæsterne frit kan forsyne sig med kaffe og the.

Af Sara Sulkjær |

Som en tidlig julegave fra M/S Museet for Søfart sænker det sjællandske museum billetpriserne til halv pris resten af året.

Samtidig er der som altid gratis adgang for børn, der kan sætte fantasien på fuld kraft i Drømmeskibet, museets prisbelønnede legeunivers.

- De kan styre skibet, betjene maskinrummet eller se et havfrueskelet. De kan også gå i Sømandsværkstedet og bygge deres egne drømmeskibe, forklarer M/S Museet for Søfart i en pressemeddelelse.

På tur med direktøren

Alle hverdage er der desuden gratis omvisninger hver time fra kl. 12.00 til 15.00. På onsdage og fredage dog allerede fra kl. 11.30, hvor museets eksperter viser rundt. Det kan være direktøren, søfartshistorikeren, kolonihistorikeren, sømanden eller arkitekturelskeren, der fortæller om deres favoritgenstande i udstillingen, skjulte arkitektoniske detaljer og andre personlige historier om museet. Tilmelding ved indgangen.

Museet har også en kurateret butik, der er nomineret som en af verdens tre bedste museumsbutikker.

- Det nøje udvalgte sortiment i butikken er en forlængelse af museets fortælling og historie. Her kan gæsterne købe en bid historie med hjem og finde julegaver til hele familien, påpeger museet. 

Under besøget kan gæsterne også gå til museets café og få en gratis kop kaffe eller te. 

Ny udstilling 

Når juletilbuddet udløber til nytår, søsætter museet et nyt initiativ i form af udstillingen ’OCEANISTA – Havet & moden gennem 100 år’. 

En udstilling, der viser, hvordan havet og søfarten har påvirket og inspireret moden, fra sømandskraver og striber til internationale designers kreationer. Udstillingen åbner den 8. januar.

M/S Museet for Søfart har åbent tirsdag - søndag kl. 11-17. 

Læs mere om museet her.

content-loader
content-loader
content-loader