Gå til hoved-indhold
Kort Nyt
M/S Museet for Søfart er Danmarks nationale søfartsmuseum og ligger i en gammel tørdok ved siden af Kronborg. Foto: PR-foto

Fond støtter M/S Museet for Søfart ved Kronborg med 350.000 kr. – og nedlægger sig selv

- Vi har valgt at donere pengene til M/S Museet for Søfart, fordi museet spiller en vigtig rolle i formidling og forskning i dansk søfartshistorie, udtaler skibsfører og chefkaptajn Lars Erik Darville, formand for fonden, der nu nedlægger sig selv.

Af Troels Lykke |

M/S Museet for Søfart har modtaget 350.000 kr. fra ”Hjælpefonden 1981”. Fonden, der ikke har været aktiv i en årrække, besluttede før sommerferien at hjælpe det økonomisk trængte M/S Museet for Søfart, som grundet corona har måttet lukke i en periode:

- Vi har valgt at donere pengene til M/S Museet for Søfart, fordi museet spiller en vigtig rolle i formidling og forskning i dansk søfartshistorie, udtaler skibsfører og chefkaptajn Lars Erik Darville, formand for fonden, der med udlodningen til museet samtidig nedlægger sig selv.

Direktør: Dejlig overraskelse

Fra museets side er der stor taknemmelighed over den uventede donation.

- Det kom som en dejlig overraskelse, da vi modtog meddelelsen om, at fonden havde besluttet at støtte museet, siger direktør Ulla Tofte og fortsætter:

- Pengene vil blive brugt på at bringe os igennem en svær tid og fortsætte arbejdet med at formidle søfartens store betydning for samfundet, understreger Ulla Tofte. 

Ligger ved Kronborg

M/S Museet for Søfart er Danmarks nationale søfartsmuseum og ligger i en gammel tørdok ved siden af Kronborg.

Museet åbnede i 2013 og er tegnet af Bjarke Ingels. Ved coronaudbruddet i marts blev museet påbudt at lukke, og museet kunne først igen åbne i slutningen af maj.

Museet, der regnes for ét af verdens mest moderne søfartsmuseer, besøges normalt af gæster fra hele verden, men kan se frem til en lang periode med færre besøgende grundet coronasituationens indflydelese på den internationale turisme.

content-loader
content-loader
content-loader