Gå til hoved-indhold
Tur
- Vi skal blive ved med at tænke nyt, påpeger X-Yacht-CEO Kræn Brinck Nielsen om værftets charterprojekt. Foto: X-Yacht

Flere vil på sejlerferie i Danmark under coronakrisen - X-Yachts udlejer Xc38

Danskernes rejsedrømme er sat i bero, hvorfor flere retter blikket mod en ferie i hjemlige himmelstrøg - også på vandet. En ferie, der blandt andet kan tilbringes i en veludstyret Xc 38'er, udlejet af X-Yacht i Haderslev.

Af Sara Sulkjær |

Gennem de seneste ti år har mange danske sejlere søgt til varmere himmelstrøg for at tilbringe ferien i en charterbåd. Langt de fleste kommer opmuntrede og entusiastiske hjem efter en fantastisk ferie med familie eller venner. 

Men det er ikke kun i udlandet, at charterbådene står klar. Et afgørende faktum i en på mange måder usikker tid, hvor coronavirussen kan sætte en aktiv stopper for feriedanskernes rejseplaner.

X-Yachts værftet i Haderslev tilbyder således, at du kan leje en ægte X-tursejler i en uge i perioden fra maj til august og få en oplevelse for livet. Konceptet kaldes Xperience.

Xc38'er er let at sejle

I en Xc 38’er årgang 2018, der har været benyttet som demobåd i ganske få uger, er man garanteret en afslappende ferie uanset vind og vejr. 

Båden er veludstyret og let at sejle, og komfortabelt interiør sikrer, at også den feminine del af ferieholdet føler sig godt tilpas. 

- Vi vil gerne vise danskerne, at sejlads i en X-Yacht er en helt særlig oplevelse, og vi har mange forespørgsler i denne tid. Vi arbejder i øjeblikket på højtryk med forberedelserne for at sikre, at dem, der skal ud med Xc 38’eren, får en god oplevelse. Vi er klar til at søsætte projektet i begyndelsen af maj, forklarer CEO, Kræn Brinck Nielsen, i en pressemeddelelse.

En chance for at prøve noget nyt

Det er coronakrisen, der har tvunget det sønderjyske bådeværft til at finde alternativer til det nuværende salgs-setup: 

- Efter snakke med forskellige kunder blev vi klar over, at sommerferien ligger hen i det uvisse for mange, når de nu ikke kan rejse udenlands, som de plejer. Der er ingen tvivl om, at muligheden for en uges ferie ombord på en X’er vil være en kærkommen chance for at prøve noget nyt, påpeger Kræn Nielsen.

En ferie, der starter ved værftet i Haderslev, hvor lejerne får en guidet rundvisning i produktionen samt en grundig introduktion til båden inden afgang.

Beslutter sejlerne efter endt ferie at købe en X-Yacht, trækkes ferieinvesteringen fra salgsprisen på båden.

På sigt vil X-Yachts udvide konceptet til også at omfatte andre modeller. Læs mere om Xperience-tiltaget her.

content-loader
content-loader
content-loader