Folkebåds-klassemesterskab i Marstal var med debutant succes, ungt blod og corona-benspænd
De ellers roste baneledere Hans Friis og Bjørn Stephensen nåede også at sende både på grund, da vinden skraldede meget på kryds. Kerteminde-sejler Flemming Palm, der selv tog en femteplads, forklarer her om blandt andet de unge, som finder vej til Folkebådsklassen.
Flemming Palm, Folkebåds-sejler fra Kerteminde, fortæller:
20.-23. august afholdt Ærø Sejlforening Klassemesterskab for Folkebådene, hvor sejladserne foregik fra Marstal Sejlklub.
Stævnet skulle have været et DM, men da omkring 40 både havde tilmeldt sig, og forsamlingsforbuddet ikke blev hævet, blev bestyrelsen, i samarbejde med Ærø Sejlforening, tvunget til at udelukke de senest tilmeldte.
Heriblandt den regerende danmarksmester, Stig Bundgaard fra Faaborg. Derfor kunne stævnet umuligt få den status, det fortjente.
29 besætninger blev der plads til, og vi sejlede klassemesterskabet med et DM i hjertet. Alligevel får diverse vandrepokaler desværre lov at vente et år i formandens kælder. De bliver delt ud næste år. Det skal vi nok finde en vej til, uanset coronaens hærgen.
Nyt i klassen med unge sejlere og ny vinder
Meget nyt sker i klassen, oplevede vi til mesterskabet. Dels blev det vundet af en debutant, hvilket du kan læse mere om her på Minbaad.dk, og dels deltog hele seks nye besætninger.
Men det bedste er alle de unge, der i stigende grad finder vej til klassen. På fotoet har stævnets fotograf fanget Clara, Petra, Theis, Julie, Caroline, Fie, Bjørn, Victor og Cecilie. Gråt hår og skæg skimtes dog i baggrunden.
På fotoet ses også, at Marstal Sejlklub er lykkes med at samle alle bådene på samme bro. Noget, der giver hygge og sammenhold og virkelig værdsættes.
Halvdelen sejlede til stævne
Normalt trailer de fleste bådene til stævne, men på trods af gratis færge valgte næsten halvdelen at sejle. På nedenstående foto er Ka’nok med hr. og fru Møhl fanget fra færgen på vej hjem til Kerteminde.
Generelt blev stævnet sejlet i kraftig vind. Noget, de fleste Folkebådssejlere nyder, men nogle af debutanterne blev godt udfordret. Grejet blev også testet med kun få, mindre nedbrud til følge.
De største udfordringer tilfaldt dog arrangørerne. Skiftende coronaregler kan virkelig give grå hår.
Det var dog ikke noget, der kunne ændre hårfarven på stævnets arrangørgruppe som med et ufatteligt gå-på-mod lykkedes at skabe rammer for et helt perfekt stævne.
Tak til sejlklub og dommer der sendte sejlere på grund
Stor tak til Torben Kyhl og resten af gruppen fra Ærø Sejlforening. Vi kommer helt sikkert gerne igen, og Marstal Sejlklub kan varmt anbefales. Også stor tak til vores baneledere Hans Friis og Bjørn Stephensen.
I gjorde det perfekt, og vi skal nok lade være med at tale mere om den grund, I kom til at sende os ind over……(Grenshage 54 gr 53.000 N / 010 gr 33.226 E) Det var jo virkelig ikke jeres skyld, at vinden skraldede, fortæller Flemming Palm, der i øvrigt nu sælger sin Folkebåd for 100.000 kroner.
Medaljetagerne ved klassemesterskabet i Folkebåd:
Guld: Morten Henriksen, Kasper Helveg-Larsen, Marc Wain, i Nefertiti
Sølv: Søren Kæstel, Erik Andersen, Alex Lindegaard, i Cirkeline
Bronze: Jens Thurøe, Victor Thurøe, Knud Peder Andersen, I Emma
Link til stævnehjemmeside med fotos og resultater: http://fbdm2020.dk/
Hilsen Flemming Palm fra DEN 909, ALPI