Gå til hoved-indhold
Kort Nyt
X4.0 sikrede en dansk European Yacht of the Year-pris. Foto: PR-foto

Her er årets fem European Yacht of the Year-vindere

Få europæiske værfter kan prale af at have produceret en bådtype, der gør det så godt, at den tager én af de eftertragtede priser. Danske X-Yachts er blandt de dygtige vindere med den nye performance-cruiser, X4.0.

Af Sara Sulkjær |

Omkring 60 sejlbåde sættes hvert år i søen fra de europæiske bådeværfter. Kun de 16 bedste nomineres til European Yacht of the Year, mens fem af bådene går hele vejen og tager én af de eftertragtede titler med hjem.

Titler, som uddeles af en jury bestående af journalister fra tolv europæiske sejlmagasiner. Herunder danske BÅD.

Over 2.500 sømil sejlede de udsendte i de nominerede både, inden det på den netop afsluttede boot-udstilling kunne afsløres, hvilke værfter der kan prale af at have en vinderbåd i havnen. 

I alt fem værfter tog fra messen med en titel i hånden. Minbaad.dk giver dig herunder overblikket over årets vindere:

Årets Family Cruiser:  Beneteau Oceanis 30.1

Med en ståhøjde på 1,98 meter i alle områder om læ, hvor en sejler vil nyde at stå oprejst, samt med to større dobbeltkahytter byder denne 30 fod lange sejlbåd på et rummeligt interiør for hele familien. 

Toilet og brusebad findes endvidere ombord, ligesom sejlegenskaberne holdes i top med et bovspryd, en stor genua, Code-0 og flere andre sejl.

Læs mere om Oceanis 30.1 hos Beneteau her.

----------

Årets Performance Cruiser: X4.0

Komfortabel og sikker sejlads er hjørnestene på denne danske X-båd, der udnytter al sin vægt til at sikre besætningen en stabil sejlads. Selvom modellen med sine 40 fod er den mindste i X-Yachts' Pure X-serie, rummer båden fortsat muligheden for, at ejeren kan vælge op til tre dobbelkahytter om læ. 

I den stilrene, skandinavisk-inspirerede salon kan ejeren nyde middagsmaden i en L-sofa, samtidig med at der er prioriteret plads til et kortbord, således at der efterlades rum for søkort, computer, tablet eller lignende.

Læs mere om båden her og se video af Minbaad.dk's test her.

----------

Årets Innovation Award: ClubSwan 36

Et unikt skrogdesign, en justerbar HR40-carbonmast og tværgående C-foils gør denne 36 fod lange Swan til noget særligt. Trods sine 36 fod, svarende til præcis 11 meter, en bredde på 3,6 meter og en dybgang på 2,75 meter vejer båden blot 3.140 kg.

Al unødvendigt udstyr er desuden fjernet fra dækket, således at båden fremstår som en toptrimmet racer, designet til at yde den bedste performance for besætningen ombord.

Læs mere om båden her.

----------

Årets Luxury Cruiser: Amel 60

Den luksuriøse sejler finder alt, han har har brug for på denne 60 fod lange luksusyacht. Foruden skippers store kahyt kan gæsterne gå ombord i to tilsvarende luksuriøse kahytter med dobbeltseng og eget badeværelse.

Trods sin størrelse er det muligt at sejle båden singlehanded, således at manden med sejlerblod i årene eksempelvis kan tage på weekendtur med den knap så sejlerglade frue uden at skulle have ekstra gaster ombord.

Læs mere om båden her.

----------

Årets Regatta Yacht: Dehler 30 OD

One-design-båden fra Dehler, der blandt andet er skabt til den danske kult-sejlads rundt om Fyn, Silverrudder, kunne på messen i Düsseldorf tage årets sidste pris. En båd, der med sin flade bund er skabt til at surfe, ligesom den er sjov på roret, har Minbaad.dk tidligere erfaret.

15 ejere har indtil videre skrevet under på et køb af båden, herunder er dog ingen danske sejlere.

Læs mere om båden her.

Kilde: Boot.de

content-loader
content-loader
content-loader