Tilmeldingen til Silverrudder åbner søndag - arrangørerne følger med på storskærm
Fra klubhuset i Svendborg følger mandskabet bag Silverrudder nøje med, når sejlerne fra søndag den 1. marts kl. 18.00 kan tilmelde sig Danmarks populæreste solosejlads. 450 startnumre er på højkant.
Storskærmen tændes, pølserne grilles og øl og vand findes frem, når arrangørerne af Silverrudder sammen med lokale sejlere søndag kl. 18.00 sætter hinanden stævne i det nye klubhus i Svendborg.
Hovedattraktionen er klar: Tilmeldingen til verdens største solosejlads skydes i gang. Noget, der naturligvis følges tæt af såvel mandskabet bag sejladsen som af solosejlere fra hele Europa.
Hurtigt udsolgt en mulighed
I 2018 tog det blot 38 minutter at sælge de 450 startnumre, mens sejlerne året efter havde mulighed for at sikre sig en plads på deltagerlisten seks dage efter tilmeldingens start.
Vil man sikre sig en plads på startlinjen, bør man derfor sidde klar ved tasterne kl. 18.00, lyder den klare opfordring fra sejladsledelsen:
- Vi har ingen idé om, hvor lang tid det vil tage at sælge alle 450 startnumre i år, men vi håber naturligvis at opleve den samme begejstring som 2018 og 2019, hvor de nærmest blev revet væk, fortæller stævneleder, Ole Ingemann Nielsen.
Det er særligt de tyske sejlere, der de seneste år har været på startlinjen ved solosejladsen om Fyn. Hele 60 procent af sejlerne var således fra nabolandet under sidste års sejlads, mens en gentagelse i 2020 næppe kommer bag på arrangørerne.
Dansk rekord
Trods det massive tyske fremmøde lykkedes det i fjor danske Jan Andersen fra Ballen at slå alt og alle. Kun 15 timer og 47 sekunder brugte sejleren på at nå rundt om Fyn i kulfiber-trimaranen Black Marlin, hvilket samtidig var ny sejladsrekord.
Hvorvidt endnu en rekord er på trapperne afsløres, når de første sejlere fredag den 18. september stævner ud til Silverrudder 2020.
Tilmeldingen kan foretages på Silverrudders hjemmeside fra søndag den 1. marts kl. 18.00 her.