Fynske havne er populære - langt flere besøg end i 2019
Særligt havnene på Ærø har haft mange gæster. Over 30 % flere sejlere har denne sommer lagt vejen forbi ø-havnene sammenlignet med samme periode sidste år, oplyser TV 2 Fyn.
Regn, blæst og lave temperaturer har ikke holdt sejlerne på land. Tværtimod. Bådejerne er strømmet til landets lystbådehavne, hvilket blandt andet har affødt et stort antal sejlere i de fynske havne og marinaer.
Det erfarer TV 2 Fyn, der har talt med en række lokale lystbådehavne.
39 % flere gæster i Marstal
Det er ikke mindst det rolige ø-liv, der trækker sejlerturisterne til. Blandt de seks adspurgte havne i undersøgelsen scorer Ærøskøbing og Marstal på Ærø absolut topkarakter.
39 procent flere sejlere har besøgt øens største by, Marstal, mens Ærøskøbing følger lige efter med 34 procent flere besøgende i uge 29, der må regnes blandt de foretrukne ferieuger.
Gratis busser, det inspirerende Marstal Søfartsmuseum samt et idyllisk byliv med flotmalede huse i alle farver og brostensbelagte gader er med til at lokke sejlerne til øen, der har lidt over 6.000 fastboende indbyggere.
Travlhed i Svendborg
Også på 'fastlandet' mærkes det, at danskerne under coronakrisen har taget sejlerlivet til sig:
- Det er en havn, hvor vi normalt har travlt, uagtet om der er corona eller ej, men i år kan vi mærke, at vi har mellem 20 og 25 procent flere gæster her i havnen og i Svendborg by, siger Christian Steffensen, havnemester i Svendborg Kommune, til TV 2 Fyn.
Se TV 2 Fyns statistik fra seks fynske lystbådehavne her.
Kilde: TV 2 Fyn