Gå til hoved-indhold
Kapsejlads
Du kan være med til at fejre Anne-Marie Rindom og andre OL-atleter i Københavns Lufthavn. Foto: Peter Brøgger

Sejlerlandsholdet lander i Danmark fredag eftermiddag - tag imod dem i lufthavnen

Sejlerne har for sidste gang krydset mållinjen i Tokyo og har nu vendt stævnen mod Danmark. Klokken 16.10 lander de i København, hvor sejlsportsinteresserede kan tage imod landsholdet med flag og moleøl.

Af Sara Sulkjær |

Vi græd, da vi fra sofaen en tidlig fredag morgen kunne se en grådkvalt Anne-Marie Rindom forklare om to mislykkede sejladser. Vi jublede, da hun to dage senere, med stolthed og lettelse i blikket, alligevel kunne løfte armene i vejret som OL-guldvinder i Tokyo 2021.

Og nu kan vi være med til at afslutte landsholdssejlernes flotte, olympiske lege, når holdet fredag sætter kurs mod Danmark. Klokken 16.10 lander de i Københavns Lufthavn, hvor sejlere fra nær og fjern inviteres til at tage imod.

Drik en moleøl med sejlerne

Da coronarestriktioner gør det umuligt at samles indendøre, vil fejringen foregå udenfor Terminal 3 på Lufthavnstorvet.

- Medbring gerne flag og vær med til at gøre hjemkomsten uforglemmelig for det hold, der har sikret os nervepirrende underholdning og verdensklassesejlads under hele OL, opfordrer Dansk Sejlunion, der står bag arrangementet, på sin Facebookside.

En tale fra Dansk Sejlunions formand, Line Markert, er blandt andet på programmet, ligesom de fremmødte og atleterne inviteres på en klassisk moleøl.

Medbring gerne coronapas

Med den udendørs fejring navigerer arrangørerne udenom diverse restriktioner, hvorfor det ikke er nødvendigt at tilmelde sig fejringen. Deltagerne opfordres dog til at medbringe et gyldigt coronapas: 

- Da fejringen foregår udenfor, vil der ikke være krav om gyldigt coronapas, men vi opfordrer til, at man er i besiddelse af et gyldigt coronapas, holder afstand og passer på hinanden, lyder den klare opfordring fra Dansk Sejlunion.

Sejlerlandsholdet ankommer med flyet (SK984), hvorfor fremmødte med fordel kan holde øje med eventuelle ændringer for dette fly.

Kilde: Dansk Sejlunion 

content-loader
content-loader
content-loader