Gå til hoved-indhold
Havne
Havnechef i Rungsted Havn, Anders Søderberg, har konstateret mulige økonomiske uregelmæssigheder i Rungsted Havns drift, så nu har Rungsted Havns bestyrelse igangsat en ekstern revisionsundersøgelse. Privatfoto

Rungsted Havn politianmelder økonomiske uregelmæssigheder - administrativ medarbejder fritaget for tjeneste

Havnens bestyrelse har politianmeldt økonomiske uregelmæssigheder i den selvforvaltende kommunale enhed Rungsted Havn. Udover politianmeldelsen foregår der også en ekstern revisionsundersøgelse af sagen.

Af Troels Lykke |

Som konsekvens af, at havnechef i Rungsted Havn, Anders Søderberg, har konstateret mulige økonomiske uregelmæssigheder i Rungsted Havns drift, har Rungsted Havns bestyrelse straks igangsat en ekstern revisionsundersøgelse af uregelmæssighederne.

Derudover er en administrativ medarbejder i Rungsted Havn fritaget for tjeneste, ligesom sagen den 5. januar er meldt til politiet, fortæller havnen til pressen.

Uregelmæssigheder 30. december

- Den 30. december blev havnechefen bekræftet i, at der er økonomiske uregelmæssigheder i Rungsted Havn. Jeg blev orienteret den 31. december, og der blev straks sat gang i en ekstern revisionsundersøgelse, siger formand for Rungsted Havns bestyrelse, Jørgen Thorsell.

- Vi opfatter sagen som alvorlig og ønsker at kulegrave, hvad der er sket, og hvordan det er sket. Indtil videre har der været tale om stikprøver, men det er vigtigt, at undersøgelsen kommer hele vejen rundt.

Den igangsatte eksterne revisionsundersøgelse varetages af revisionshuset Deloitte og forventes afsluttet i løbet af januar måned.

Personalesag med tavshedspligt

Revisionsundersøgelsen skal svare på, hvad der er sket, hvordan det er sket samt undersøge Rungsted Havns økonomiske processer.

Da forholdet vedrører en personalesag, og der er indgivet politianmeldelse, har Rungsted Havn ikke mulighed for at sige mere på nuværende tidspunkt. Rungsted Havns bestyrelse vil informere, når der er nyt.

content-loader
content-loader
content-loader