DM-sølvvinderne er bedste danske besætning ved J/80'ernes VM i Rungsted
Skipper Frederik Berg og besætning sniger sig akkurat ind i verdensmesterskabernes top-10, mens der også er danske både på 13. og 15. pladsen. Spanierne dominerer med tre ud af tre podiebåde.
3 sejldage, 9 sejladser og 43 besætninger fra ti forskellige nationer. Det er de foreløbige rammer, som deltagerne ved årets verdensmesterskab for J/80'ere har boltret sig i.
Et mesterskab, der i år sejles på dansk grund med KDY og Rungsted Havn som vært, mens Øresund ligger vand til kap-banerne.
83 point til toppen
Det er noget, der passer særligt de spanske sejlere. Blandt de fem førende både er fire således fra det populære ferieland mod syd.
Den bedste danske besætning dukker op på den samlede 10. plads, 83 point bag de førende spaniere. Det er sølvvinderen fra det netop sejlede DM, skipper Frederik Berg med gasterne Konrad Floryan, Niels Ipsen og Anders Nørrelykke, der her figurer, mens danmarksmestrene med skipper Rasmus Lumbye må nøjes med VM's 15. plads.
Også Sønderborg-teamet med Johnny Jensen ved roret har fundet farten på Øresund. En foreløbig placering som nr. 13 gør teamet til det trejdebedste med DEN i sejlet.
23 danske både
I alt har 23 danske besætninger valgt at udnyttte, at verdensmesterskabet i år sejles på hjemmebane, hvilket ses i tabellen - en stor del af de danske både placerer sig i den dårlige ende af tabellen, men sikrer sig til gengæld en stor oplevelse ved det flot anlagte stævne.
Onsdag aften kunne deltagerne på storskærm blandt andet se England sejre over Danmark i en nervepirrende semifinale, inden sejlerne torsdag atter sætter stævnen mod kap-banen.
Programmet for de to sidste VM-dage
Torsdag d. 8. juli:
Kl. 11.00: Tre planlagte sejladser. Første varselsskud kl. 10.55
Kl. 17.00: Baren åbner. Den daglige præmieceremoni - interviews og Facebook-vindere
Kl. 18.00-21.00: 'The J80 Music Event' og et sjovt danseprogram
Fredag d. 9. juli:
Kl. 11.00: Tre planlagte sejladser. Første varselsskud kl. 10.55
Kl. 17.00: Baren åbner. Den daglige præmieceremoni - interviews og Facebook-vindere
Kl. 19.00-20.30: Præmieceremoni
Se alle VM-resultaterne her.