Gå til hoved-indhold
Kapsejlads
Glade Kaløvig-sejlere efter Sejlsportsligaens andet stævne i Aalborg. Foto: Sejlsportsligaen / Frederik Sivertsen

To point skilte top-3 ved liga-stævnet i Aalborg - Kaløvig var bedst til sidst

Vinderchampagnen ramte Aarhus-sejlerne fra Kaløvig, der tog sejren med ét point til stævnets andenplads, Bandholm. Frederikshavn sluttede som treer ved stævnet, der udfordrede sejlerne med springende fralandsvind.

Af Sara Sulkjær |

Et ualmindelig godt vejr og en udsøgt placering i Aalborg dannede rammerne for årets andet stævne i Sejlsportsligaen, der blev et af de mere nervepirrende af slagsen.

Her havde hjemmeholdet fra start medvind, og Frederikshavn Seahawks kunne derfor indlede lørdagen i front, tæt forfulgt af Roskilde, Bandholm Eagles og Kaløvig.

Den placering var dog vanskelig at fastholde for de lokale nordjyder. Selvom frederikshavnerne formåede sikre sig fem prikker i tolv sejladser, akkurat som Kaløvig, måtte de i sidste ende se sig henvist til bronzemedaljerne med 33 point, mens Kaløvig-sejlerne med en samlet score på 31 kunne rejse fra Aalborg med guldet.

Bandholm, der havde flere anden- og tredjepladser, tog den midterste podieplads med 32 point.

Fire både rundede forkert topmærke

Også Roskilde var godt sejlende og ikke mindst sultne efter en andenplads ved det første ligastævne. En DSQ i tredje flight, hvor de sammen med fire andre både ifølge dommeren rundede det forkerte topmærke, satte dog en stopper for sjællændernes medaljejagt. 

Samtidig missede Sønderborg med en sjetteplads i sidste sejlads deres mulighed for en podieplads. En samlet sjetteplads efter Roskilde, der tog stævnets fjerdeplads og K.A.S. på femtepladsen, blev resultatet for Roskilde-sejlerne efter en lørdag, der bød på noget nær perfekte - men også udfordrende - sejlforhold: 

- Aalborgs strømfyldte fjord med evigt springende fralandsvind uanset vindretning har givet strategiske udfordringer. Aalborg viste sig fra sin bedste side med høj sol, plus 20 grader, 2-5 m/s, kraftig strøm i skiftende retninger og en placering centralt i Aalborg med masser af tilskuere og liv omkring sejladsområdet, fortæller Kerteminde-sejlerne om stævnet i Aalborg.

Corona trak stævne i langdrag

Allerede for godt 1,5 år siden mødtes Sejlsportsligaen og de omkringliggende sejlklubber ved Aalborg, Sejlklubben Limfjorden, Aalborg Sejlklub og Hals Bådelaug, for at vende muligheden for at blive værter for et ligastævne.

Men ting tager tid, og da corona medførte, at stævnet sidste år måtte aflyses, var klubberne i weekenden derfor mere end klar til at byde liga-sejlerne velkomne.

Området ’Vestre Fjordpark’ havde Aalborg Kommune og de lokale klubber peget på som en løsning, efter området omkring Jomfru Ane Gade blev lukket ned. Et område, der ellers lå nær den oprindelige stævneplacering. 

- Det er ambitionen, at stævnet på et tidspunkt skal rykkes helt ind til midtbyen, når Sejlsportsligaen er med til Idrætsmødet og del af DM-ugen, forklarer Nynne Ammundsen fra Sejlsportsligaen i en pressemeddelelse.

Resultatet for 2. stævne:
#1 Kaløvig Cobras (31 point)
#2 Bandholm Eagles (32 point)
#3 Frederikhavn Seahawks ( 33 point)
#4 Team Roskilde (34 point)
#5 K.A.S. (35 point

Se alle resultaterne her og tjek den samlede ligastilling her.

content-loader
content-loader
content-loader